Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
233-
piner en Mand, som ikke finder noget saa trættende og
utilfredsstillende som Venskab og Velvilje hos den Kvinde, han
elsker. Desi den talte hun ofte med ham om Fanny, spurgte
om han ikke havde skrevet og formanede ham, hver Gang
han kom med en Udilugt, til i det mindste ikke at lade næste
Postdag gaa tabt.
Men Postdag efter Postdag gik, uden at Georg kunde
blive enig med sig selv om, hvorledes han burde stille sig for
endnu at kunne gøre Fordring paa at kaldes en hæderlig
Mand eller for i det mindste at bevare Skinnet af at være
det, thi han begyndte virkelig at frygte for, at han maatte
se sig om, for at kunne bevare blot det.
— Pinedød 1 — svor han en Dag, da han i flere Timer
forgæves havde søgt at finde en passende Grund til værdigt
at bryde med Fanny — Pinedød I var det ikke lige saa godt
aldrig at forlade Søen. Jeg har jo ikke saa snart sat Foden
paa Landjorden, førend Kvinderne gør mig gal. .. Det er et
ulyksaligt Hjærte, jeg har. Ak, min ædle Fanny — jeg tør
ikke rejse hiem og se Dig, thi jeg tør sværge paa, at jeg da
vilde blive lige saa indtaget i Dig, som jeg nu er i Elvira, og
saadan vilde det ogsaa gaa mig, naar jeg kom tilbage til hende
. . . Og alligevel, tænkte han videre, er det umuligt, at jeg
ikke skulde være en hæderlig Mand. Har jeg maaske endnu
bedraget noget Menneske? Har jeg ikke gærne villet tage
Frakken af Kroppen for at hjælpe min Næste eller tjene en
Ven? Jo, jo . . . Men naar det drejer sig om Kvinder, er jeg
fortabt.
Naar disse Ræsonnementer imidlertid ikke tilfredsstillede
ham, indsaa han, at han forgæves havde anvendt dem; han
følte sig hverken beroliget eller trøstet. Han besluttede dog,
hvad han saa mange Gange tidligere havde besluttet, med
den yderste Omhyggelighed at overveje, om han ikke kunde
blive lige saa lykkelig med Fanny. Og hvis han indsaa, at
dette ikke kunde blive Tilfældet — hvilket vilde sige det
samme, som at han heller ikke kunde gøre hende lykkelig —
da først vilde han give efter for den mægtige Kraft, som drog
ham til Elvira og søge at overvinde hendes Kulde.
Han kunde have sparet sig alle sine Forsætter, thi han
fulgte ingen af dem. Han følte sig draget bort baade fra
Fornuft og Anger. Han tilbad Elvira, og hvilketsomhdst
Øjeblik, hun havde villet eller blot givet den mindste An-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
