Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
239-
bange for at vække Uro, der kunde kompromittere hende,
hvis den trængte til Georgs eller Tante Rezias Ører — for
at hente gamle Ignelius, som i mange Herrens Aar havde
ført Lancetten saa godt som nogen Kirurg.
Snart stod de begge i Elviras Værelse, Døren blev lukket
og inden faa Øjeblikkes Forløb sprang en Straale fra den
marmorhvide Arm.
Nu svandt den stærke Farve paa Elviras Kinder, et langt,
dybt Aandedrag trængte sig fra det lettede Bryst, hun saa
sig om, og da hun saa, at hun var ene med sin Fader og
gamle Ignelius, sendte hun dem begge et taknemmeligt Blik,
som tydeligt viste, hvor tilfreds hun var med, at der ikke
fandtes andre Vidner til hendes Svaghed.
Gamle Ignelius vandt med Taarer i Øjnene Forbindingen
om sin unge Frøkens Arm.
— Hvis han vidste dette, den stakkels hæderlige Kaptejn,
hviskede han, da Kommandørkaptejnen var gaaet ned et
Øjeblik, saa kunde han vist ikke følge det Raad eller rettere
sagt den Befaling, han fik i Dag ...
— Hvilken Befaling? Han rejser jo af fri Vilje.
— Jo vist gør han! Jeg kom tilfeldigvis til at staa i
Dagligstuen, da Kommandør kaptejnen nede i den lille Sal
sagde til ham, at det var en Samvittighedspligt for ham at
rejse hjem og gøre en Ende paa det paa den ene eller den
anden Maade.
— Var det Fa’r? ... Han havde fuldkommen Ret. Men
gaa nu, gode, trofaste Ignelius, og lad som ingen Ting — jeg
vilde ikke for alt i Verden have, at han skulde vide, at jeg
har været saa ... saa...
— Nej, Gud bevare’s vel, naadige Frøken, og jeg skal
være den sidste, som sladrer af Skole om den Ting.
Saa gærne Elvira end havde villet, var det hende dog
umuligt at komme til Bordet denne Middag. Og saa
omhyggeligt de andre end søgte at iagttage Ligegyldighed,
forstod Georg dog godt, at der var noget paa Færde, og de
mest foruroligende Forestillinger hjemsøgte ham stadigt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
