Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6
tig Tiltrækningskraft udviklede snart en fortroligere Omgang
imellem os. Vi blev Venner, og da vi var lige hæftige i
vore Indtryk, klyngede vi os til dette Venskab med en Styrke,
som snart gjorde alle andre Følelser overflødige; det troede
vi i det mindste selv.
Richard, som ofte besøgte mig i Sverige, havde tilbragt
nogle Uger paa Helgenæs, da han ved Permissionstidens
Udløb — han var Løjtnant i den danske Armé — blev
kommanderet til at gøre Tjeneste paa en afsides Fæstning.
Aldrig glemmer jeg den Dag, da vi skiltes. Det havde
været heldigere, om dette Farvel var blevet en Skilsmisse for
evigt, saaledes som Anelserne tilhviskede os ... Anelser har
ved deres hemmelighedsfulde Forbindelse med den ydre Verden
altid en indgribende Betydning, men sjældent er det givet os
at kunne tyde disse Gaader rigtigt. Vi aner Døden i alt,
som om der ikke fandtes gyseligere og fuldkomnere
Skilsmisser end dem, der skabes af Døden . . .
Det var en raakold Efteraarsmorgen. De graa Bølger
rullede tungt mod den halvt sammenstyrtede Bro ved det
saakaldte Taarns nordre Side. Richard og jeg stod Arm i
Arm ved et af de Vinduer, som vender ud til denne Side.
Det var i Richards Værelse. Han elskede saa meget denne
forældede Del af Bygningen og beboede altid et af dens
Gæstekamre.
Dreven af en samstemmende Uro ved Tanken om at
miste en eneste af de faa tilbageværende Timer, var vi staaet
tidligt op, og dog — da vi nu var i hinandens Selskab, da
vi nu stod Arm i Arm, havde vi næppe Ord til at udtrykke
vort Savn. En Taage lejrede sig mer og mere over vore
Sjæle og gjorde det umuligt for os at foijage Øjeblikkets
Bitterhed med selv det ubetydeligste, lyse Fremtidsbillede.
— Aldrig, sagde endelig Richardt, idet han saa paa mig
med sit trofaste Blik — aldrig tidligere har vi følt, hvad vi
nu føler — jeg ser paa Dig, Vilhelm, at ogsaa Du føler Dig
nedtrykt af Forudanelsen om en Sorg.
Jeg trykkede hans Haand til Svar. Jeg troede, at en af
os stod ved Bredden af Tidens Flod.
— Hvad der end sker, fortsatte han, saa har vi dog
nydt mere Glæde sammen, end der som oftest tilstaas et
helt Menneskeliv. Og desuden — at vide, at enhver af os to,
enten han er nær eller tjærn, er rede til for den anden at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
