Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
9
frastødende Vilhelm end er imod mig, skal Du dog se, Richard,
at jeg tilsidst stikker Dig ud.«
Saa vidt kom det dog aldrig.
Jo mere brødefuld og skinsyg jeg følte mig mod Richard,
desto højere elskede jeg ham. i ette var besynderligt. Det
forekom mig som om kun hans Nærværelse kunde beskytte
mig mod min uværdige Svaghed.
To Maaneder levede jeg i denne Skærsild. Hver Dag
skænkede min Lidenskab et eller andet lykkeligt Øjeblik, men
lod tillige min bedre Følelse mærke hele denne Frygt, der
er Følgen af brødefulde Indtryk. Omsider paakaldte jeg al
den Kraft, jeg endnu havde tilbage, til Værn mod Fristeren,
°S jeS vandt Sejr.
Jeg besluttede at vende tilbage til Helgenæs.
En Aften sad vi som sædvanligt alle tre sammen efter at
Dagens Forretninger var forbi.
Leopoldine var nylig bleven færdig med at tage
Te-servicen bort, og hun erklærede nu i sin sædvanlige spøgende
Tone, at vi maatte finde paa noget at more hende med; hun.
vilde høre noget nyt.
— Nu skal jeg fortælle Dig noget nyt, sagde Richard.
Der er en vis lille, nygift Kone, om hvem der siges, at hun
helt og holdent har glemt det gamle Ord, som siger, at naar
Manden i Forlovelsestiden har søgt at more sin Forlovede,
saa maa Konen i Ægteskabet søge at more sin Mand.
— Uf, hvor det er gammeldags . . . Vilhelm har vist
noget bedre at sige?
— Det er som man tager det, svarede jeg i den
tvungent-spøgefulde Tone, som jeg saa ofte nødtes til at anvende. —
Jeg rejser hjem til Sverige om nogle Dage.
Nu forvandledes Munterheden til Alvor. Richard slåp
sin Hustrus Haand, der, for at straffe hans uridderlige Ytring,
havde forvildet sig i hans Haar, og Leopoldine sendte mig
et Blik, der udtalte den udtryksfuldeste Forundring.
— Er det sandt? spurgte de begge paa en Gang.
Jeg forsikrede, at et Brev fra Ignelius kaldte mig hjem
til Helgenæs, hvor en Mængde Forretninger absolut krævede
min Nærværelse, og jeg fremtvang nogle Ord om min
Bedrøvelse over at skulle skilles fra Venner, der var mit Hjærte
saa dyrebare. Men uden Tvivl lød denne Forklaring noget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
