Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14
jeg Barnet saa haardt ind til mit Bryst, at det grædende tog
sine smaa Arme fra min Hals, hvor Moderen havde lagt dem.
— Jeg ser, sagde hun spøgende, at Du bliver meget
faderlig . . . Men lad os nu gaa ind, min gode Vilhelm; i
Aften har jeg mer end nogensinde Ret til at forlange, at Du
skal more mig; Du har jo skrevet saa sjældent.
— Teg har sparet paa mine Beretninger, fordi jeg anede,
at Du ikke havde ophørt med Dine smaa Fordringer paa at
blive moret.
— Ophørt? Richardt kan fortælle Dig, at mine
Fordringer tværtimod er steget. Men apropos, tror Du — her
lik hendes Ansigtsudtryk en fortryllende Blanding af
tankefuld Alvor og rørende Simpelhed — tror Du ikke, at
Ægtemændene holder mere af den glade og livsfriske Kærlighed,
end af den højtidelige og alt for sentimentale f
— Jeg tror, at den bestandig smilende Kærlighed fængsler
Manden mer end nogen anden, men derimod tror jeg, at en
Kvinde, som elsker paa den Maade, ikke er i Besiddelse af
den dybeste Følelse.
Jeg ved ikke om dette virkelig var min fulde Tanke,
idetmindste var en saadan aldrig før bidet mig ind, jeg vidste
jo, hvor ubegrænset Leopoldine elskede sin Mand. Jeg tror
at jeg vilde drille hende og indbilde hende, at jeg ikke var
saa overbevist om hendes Kærlighed til Manden, som jeg i
Grunden var. Det var en ond Indskydelse . . .
Der indtraadte et Øjebliks Tavshed. Da jeg atter saa
op, rødmede jeg. I Leopoldines Øjne glimtede Taarer, ak,
hvor de Taarer brændte paa mit Hjærte, saa vel som hendes
Ord, da hun med den mildeste Englegodhed svarede:
— Hvor jeg er bedrøvet over at høre Dig tale saaledes,
og jeg takker Gud for, at Richard ikke hørte det. Jeg ved
at et, maaske ofe ubetænksomt udkastet Ord af den ene Ven
kan bære bitter Frugt hos den anden. Dog, Richard er alt
for overbevist om, at der kan bo Alvor under et muntert
Ydre, til at han vilde føie sig truffet over, hvad Du ytrede,
men det vilde saare ham, Vilhelm, fordi det blev ytret af
hans bedste Ven, om den Kvinde, som endnu i hans Øjne er,
hvad hun var, da han tilbød hende sit Hjærte.
— Tilgiv mig, Leopoldine. Jeg kyssede hendes Haand
med en Hæftighed, som hun tilskrev Angeren over mine
ubetænksomme Ord.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
