Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
Og hans Svar forsikrede mig om, at de to Taarnkamre, i
hvilke jeg en Gang tidligere havde levet, af ham skulde blive
satte i den bedste Orden, og at det var saa meget mere
belejligt, som Kommandørkaptejnen var ude, og Friherreinden
kun sjældent hjemme. (Denne Dame var en af vore fjærneste
Slægtninge og den Gang fungerende Husmoder paa Helgenæs.)
Alligevel maatte Ankomsten helst ske ved Nattetid.
Nu tændtes en Gnist af Glæde i mit Hjærte, og jeg
troede, at jeg vilde føie mig bedre tilmode og blive mere
rolig, naar jeg endnu en Gang kunde indaande Luften indenfor
Murene af min Familjes gamle Stamhus ... Ak, min Søn,
disse Ord røber for Dig, at jeg ikke mere var lykkelig. Jeg
trængte til noget nyt, hvormed jeg kunde døve mine Sorger.
Uset, om Natten, traadte jeg — den døde — tilligemed
mine to kære over Tærskelen til mine Fædres Hjem, nu ikke
længere mit.
Med hvilke Følelser satte jeg ikke min Fod paa disse
hemmelighedsfulde Trappetrin, disse Sagnsten, som havde
bedækket Støvet af Væsner, hvis Liv maaske var henrundet
lige saa tungt og bittert som mit. Jeg bøjede Knæ og hede
Taarer brændte paa de kolde Stene ... Dog nok herom!
Nikoline befandt sig ikke vel i Taarnkamrenes Luft.
Det lakkede allerede mod Efteraaret; vi kunde derfor sjældent
slippe frisk Luft ind. Og saaledes — naar jeg saa hende
lide, om end aldrig saa ubetydeligt — var ogsaa den fattige
Glæde forspildt, som jeg havde haabet at kunne nyde her.
Alt, hvad jeg foretog mig, førte Anger med sig.
Imidlertid lod Ignelius det ikke mangle paa noget, der
kunde bidrage til at forsøde vort Liv i den Ensomhed, som
han selv saa ofte som muligt delte med os. Han saa i
Nikoline en Helgeninde; ogsaa paa ham gjorde hendes ubesrivelige
Skønhed, hendes uskyldsfulde og milde Væsen, et varigt
Indtryk, og hun behøvede kun at give ham et venligt Blik,
saa var han parat til alt — ja, han grublede baade Dag og
Nat paa Udveje til at formilde hendes Fangenskab, som han
kaldte det.
Du ved, om hun kunde være utaknemmelig. Ignelius
vandt desuden hendes højeste Bevaagenhed, fordi han elskede
Dig næsten lige saa højt som hun selv. Bestandigt bragte
han Dig nyt Legetøj, og dog er Forestillingen om ham saa
helt og holdent gledet fra Dig, at Du, hvis. Du nogensinde i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
