Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66
Ved disse i en overbevisende Tone udtalte Ord, følte
Georg en tung Byrde paa sit Hjærte. Hans Tanker dvælede
hos Faderen ved det Tidspunkt, da han besluttede sig til
at give den Pris, for hvilken han købte sin Kærlighedslykke.
— Ak, Mo’er! Mo’er! udbrød han næsten højt.
— Ja, her var det, hun boede, svarede den gamle Mand,
uden i fjær nes te Maade at ane den Tanke, som i dette
Øjeblik nedtrykkede Georg.
Ignelius havde altid anset sin Herres Ægteskab fot fuldt
lovligt, eller, rettere sagt, han var aldrig kommen til at tænke
paa, at det kunde være andet.
Ved den gamle Dør, foran hvilken Elvira en Gang havde
staaet og lyttet med bankende Hjærte og romantiske
Forventninger, stod nu ogsaa Georg og lyttede.
Bommen faldt sagte ned, Nøglen raslede og med Lygten
i Haanden gik Ignelius foran for at vise Vejen.
Hvilke mægtige, tyngende, rystende Følelser greb ikke
Sønnen, da han tog det første Skridt over Tærskelen til
disse Værelser, indenfor hvis Mure der gæmtes saa sørgelige
Minder. Disse Værelser, hvor han selv som Barn havde levet,
hvor den kærligste Moder havde baaret Omsorg for ham,
hvor hun havde grædt utallige hede Taarer og med milde
Ord søgt at lindre den elskede Ægtefælles mørke Sind, hvor
hans Faders tunge Skridt havde givet Genlyd, naar han i de
søvnløse Nætter, jaget af Skinsygens Magter, vandrede frem
ög tilbage, ak, disse store, alvorlige Værelser indeholdt et
Hav af Erindringer. Det var ogsaa fra dem, han havde
bevaret Mindet om den stormfulde Nat, da han som Barn saa
de store Bølger slaa op omkring Baaden, som havde ført
ham bort fra denne gamle, uhyggelige Bygning, hvor hans
Moders Helbred fik det første uDodelige Knæk.
Længe stod Georg stille midt paa Gulvet i det ydre
Værelse, ligesom skræmmet ved Synet af enhver Genstand,
der vilde drage ham tilbage til de svundne Tider. Omsider
vendte hans Kræfter tilbage; hans Øje fløj fra den ene Side
til den anden, men da han kom ind i det indre Værelse og
saa Sybordet og den lille Hat, bankede hans Hjærte saa
stærkt, at det truede med at sprænge Brystet Han greb
denne Hat, som hans elskede Moder en Gang havde baaret,
han trykkede den i Feberhede til sine Læber, hans Taarer
fugtede den, han talte Ord uden Sammenhæng og tumlede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
