- Project Runeberg -  Eneboeren paa Johannesskæret / Tredje Del /
67

(1892) Author: Emilie Flygare-Carlén
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

67

tilsidst, bedøvet af sin ubetvingelige Sindsbevægelse, om i dei
Sofa, paa hvilken hun, den stakkels Moder, saa ofte havdt
hvilet

— Gud bevare os! tænkte Ignelius, jeg tror, at det vilde
Blod spøger igen ... Stakkels unge Herre!

— Og her, her har hun siddet — her, hvor jeg nu
sidder! Ak, Hr. Ignelius, hvor jeg er taknemmelig, fordi disse
Værelser er blevet saa fuldstændig bibeholdte. Hvis jeg
nogensinde kommer tilbage til Helgenæs, vil jeg betragte
dem som et helligt Kapel, hvor — selv i den dybeste
Tavshed — en Prædiken lyder for mine Øren, en Prædiken, som
indeholder alle de store og vigtige Lærdomme, jeg saavel
behøver at indprænte i min Erindring, og som forklarer mig
den Tvivl og den Forvirring, som alt for ofte sætter mit
hæftige Sind i Oprør. Her vil jeg bedre end noget andet
Sted kunne høre min Moders Stemme, hendes milde Bønner,
hendes ømme Formaninger ... ak, jeg hører dem allerede
... de opfordrer mig til at fly — og jeg adlyder.

Tredje Kapitel.

Den graa, kølige Efteraarsmorgens første Solstraale, havde
ikke saa snart fundet Vej gennem de tunge Gardiner i det
gule Gæstekammer, førend den unge Kaptejn, som efter sit
natlige Besøg i Taärnkamrene havde fundet nogle Timers
Hvile, hastigt lor op.

Han vilde ikke forsømme en eneste Minut; han vilde
hjem. Med denne Beslutning var han sovet ind, og med
denne Beslutning vaagnede han — alt, alt havde maattet vige
for hans uimodstaaelige Længsel efter at hvile ved det
ventende Faderhjærte.

Og der, i denne Havn, vet! sin Faders Bryst, vilde han
selv finde Ro.

Han kunde nu sige:

— Fa’erl jeg ved alt; Jeg kender Dit varmeste Ønske;
jeg ved ogsaa, at Elvira elsker mig, at jeg elsker hende højere
end alt andet, ja, endogsaa højere end Fanny. Og dog vil

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 22:28:04 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/eneboeren/3/0071.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free