Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
93
De smaa, sorte Skær, med de hvide Sten strøede hist og her,
forekom Fanny, medens hun ved Roret skuede ud i Rummet,
som opdukkende Ligkister ... Bjærgenes Kæmpeskygger
dannede Drapperierne i det store Sørgegemak, hvis eneste
tændte Lampe var Maanen, medens Ligsalmen istemtes af
nogle ensomme, skrigende Søfugle.
— Kan I ikke se Fa’er? Jeg kan ikke opdage ham,
sagde Fanny, idet hun forlod sine Drømme og kastede et
spejdende Blik langs med Landgangsbroen.
— Han har ikke hørt Baaden endnu. Men der er ikke
længe mellem hver Gang, han kigger her ned, det vil jeg
give mit Hoved paa, erklærede Svend.
— Se der, kigger han ikke frem der bag ved Stalden?
udbrød Bernt, som syntes at se Skyggen af et Menneske.
— Det er nogle rare Øjne, Du har ... der kommer
Grossereren jo løbende lige ned ad Trappen 1
Fanny var allerede sprungen op, og advaret ved Bernts
Ord, anende en Fare fra hvert fremspringende Hjørne af de
lange Bygninger, ilede hun uden et Øjebliks Betænkning op
imod Gaarden, løb forbi sin Fader, hvem hun gav et Tegn
til Tavshed, og stod et Øjeblik senere ved Staldbygningen.
Men der var ikke Spor af Mennesker at se. Hun
undersøgte med haardnakket Ihærdighed Fladsen rundt omkring.
Alt var stille som i Graven.
Hun løb tilbage igen.
Men da Lyden af Fannys Skridt var bortdøet, blev den
Luge, som oven over den ene Staldvæg førte op til Høstænget,
skudt til Side, og et Legeme, hvis Bevægelser var smidigere
end selve Aalens, gled beundringsværdig uhørligt ud ad
Lugen.
Da han var kommen ned paa Jorden, lyttede den
spionerende Snuser-Karl i sammenkrøben Stilling ned i mod
Landgangsbroen, hvorefter han paa Hænder og Fødder krøb
langs med Væggen og forsvandt ad de bugtede Klippestier,
indtil han tilsidst smuttede ind i en Kløft, hvor han nærmede
sig en stor Sten, bag hvilken der befandt sig en Person, lige
saa ubevægelig som selve Stenen.
— Hr. Assistent, hviskede Karl, det var dem. Frøken
Fanny, som har en fandens fin Næse, havde nær snuset mig
op — det er hende, der har været ude at hente Varerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
