Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100
I Foraaret var det Trækfuglene, han betroede
Omskiftelserne i sin indre Verden ...
Som det venlige Skin fra et Fyrtaarn lyste nu en Flamme
fra Johannesskæret; det var Kaminilden i Eneboerens Værelse.
Selv stod han ved Vinduet og hilste med stumme Nik
paa de vinterlige Gæster. Hans Haar var nu lige saa hvidt
som Sneflokkene, men for øvrigt saas ingen mærkelig
Forandring at være indtraadt i de sidste to Aar; det var de fire
foregaaende, der havde gjort ham til Olding. Med
Lidenskabens, Fortvivlelsens og den uendelige Uros tilendebragte
Kampe ’havde han ophørt at ældes. De Aar for Aar mer og
mere formildede Træk begyndte at genvinde den Renhed,
som havde udmærket dem i skyldfri Dage; han blev smuk;
thi Sjælefreden gav det blege, ædelt formede Ansigt en Ro,
som udbredte sig til enhver Bevægelse.
— I kommer nu tilbage for anden Gang, tænkte han i
sit Hjærte, medens Blikket fløj over det mørke Firmament og
fulgte de svævende Himmelbørn, — I kommer tilbage for
anden Gang, siden han rejste, men inden I har bygget Eders
Driver til Vintersøvnen, er han her sikkert ... Ak, banker
Du endnu saa hæftigt, Du gamle Hjærte, har Du endnu saa
megen Varme, at Du kan sætte Blodet i Omløb, naar Du
tænker: »Om en Uge, om to, om tre, maaske venter han
fire — kan Du hvile ved hans« ... Jeg har ikke villet skynde
paa ham, nej, nej 1 hvis han har godt af at være der, hvor
han nu er, saa ... Ak, mit Helgenæs! sukkede han sig selv
uafvidende. — Dog ikke mit, men hans ... I ser, I stakkels
Flygtninge, at jeg stadigt betror Eder det samme Ønske, Aar
for Aar det samme, men i Aar langt varmere end før......
Hun kom til mig. Jeg genkendte disse sorte, ildfulde Øjne.
Hvorfor kom hun? Hun sagde det ikke. men hvad Læberne
fortav, det udtalte hendes Blik, hendes Ømhed for mig.
Stakkels, ædle Elvira, Du græd ud ved dette Bryst, og Dine
Taarer sagde: »Vend hans Hjærte til mig, og Du har en
Skabning paa Jorden, der vil bede lige saa varmt og
vedholdende for Din Fred, som hun der oppe«–Nu har en
højere Magt end et jordisk Ønske kastet ham ind i den Havn,
som han flyede. Maaske har de allerede i dette Øjeblik fundet
hinanden, og saa, saa vover jeg frit at aabne mine Arme for
denne anden Datter, hvem jeg ogsaa elsker saa varmt
Letsler vendte sig bort fra Vinduet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
