Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
105
Nisse, den Stakkel, som staar der og venter saa taalmodigt,
at jeg ikke kunde have gjort ham det efter, hvis jeg ikke
allerede havde faaet min Ration.
— Nisse, ærlige, trofaste Nisse, Du skal saavist have
baade Haand og Favntag! Jeg vil sige Dig, Nisse, at jeg
ikke ved nogen paa Jorderf, jeg skylder saa megen
Taknemmelighed; var Du ikke kommen hertil . . .
Bly, men med et Smil af himmelsk Glæde, gled Nisse
ud ad Døren; han vilde sørge for Husholdningsaffærerne
men ogsaa i Stilhed fælde en Taare over de Ord, han havde*
hørt og over det Haab (det gladeste og herligste Haab i
Nisses Hjærte), at Frøken Fanny nu vilde finde nogen Glæde,
nogen Trøst for alt, hvad hun havde lidt i de lange Aar;
thi Nisse var ikke saa dum, at han ikke kunde gætte sig
frem, hvor han ikke i rene Ord hørte noget om visse
Forhold . . .
Denne Aften var en af de faa ublandet lykkelige paa
Johannesskæret. Sikkert svævede Nikolines forklarede Aand
over de lykkelige, som der sluttede sig sammen.
Efter at Karolus omsider var taget hjem, vilde Fader og
Søn endnu tale et Øjeblik sammen. Men af Øjeblikket blev
uformærket en hel Time, og af Timen blev Timer.
Aldrig kunde Letsler høre tilstrækkelig mange
Beskrivelser over Helgenæs og dets Beboere. Han fulgte Georgs
Læber med en Opmærksomhed, som om han havde villet
opsnappe Ordene, inden de vel kom frem. Men Georg var
nødt til at vælge disse Ord med største Forsigtighed, for at
hans Fader ikke skulde ane, at han allerede kendte alt
I Længden blev det ham dog umuligt paa en naturlig
Maade at vedblive med denne Omgaaen, især da hans egne
Følelser truede med at bruse over — og inden Fader og
Søn til det sidste god Nat trykkede Bryst mod Bryst, var
alt forraadt.
Georg havde talt saaledes, som kun det varmeste Hjærte,
den hensynsfuldeste Kærlighed kunde tale. Og Nattens
Skygger skjulte for ham Faderens skælvende Angst, hans
afvekslende blodrøde og askeblege Kind. Men deres Taarer,
deres Suk og Bønner blandedes og smæltede sammen. Georgs
Læber adlød den manende indre jStemme: paa sine egne og
den elskede hedengangne Moders Vegne bar han Tilgivelsens
og Forsoningens Budskab til Letslers lidende Hjærte, og de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
