Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
rosenrød, at Hr. Letsler ikke faar Tid at sørge i mange
Herrens Aar.
— Lad ham komme, lad ham komme! stammede Ene-,
boeren og pegede paa Døren. Tror Du ikke, jeg har kendt
hans Trin?
Den Person, der stod udenfor og lyttede, hørte Ordene.
Endnu en Gang sprang Døren op ... og nu laa Georg i sin
Faders Arme.
— Min Søn, min Sønl
Aldrig havde Letsler vist en saa dyb Bevægelse.
Georg, med det brusende Sind, havde glemt hver Sorg
over den Lykke at hvile ved Faderens Favn — ja, han havde
endogsaa glemt, at han om denne Fader vidste Ting, som
det ikke var heldigt for Sønnen at kende. Det fik Faderen
dog ikke saa snart at vide, men da han erfarede det, skulde
han paa samme Tid lære Dybden af sin Søns Kærlighed at
kende.
— Naa, raabte Karolus og nikkede Takten til sine
Hænders kraftige Bevægelser, er han ikke en Karl, saa at man
formelig kan græde af Glæde over ham? Nu er han akkurat
saadan, som jeg vilde ha’e ham; lidt mere sat i Kroppen,
netop som det passer til hans Højde, og brun og vejrbidt
som en Sømand skal være, og med et saadant Udseende
af en højfornem Kavaller, at der gaar tre Grever og to
Baroner paa ham alene ... naa, naa, Kaptejn Georg, bliv nu
ikke hovmodig — det er kun Karolus, Din gamle Læremester,
der giver sit Hjærte Luft.
Omsider løftede Georg Hovedet fra Faderens Bryst,
Du kan tro mig, Fa’er, jeg haraldrig følt mig saa
lykkelig som i denne Stund, da jeg i Dine Øjne og Kraften i Dit
Favntag kan mærke, hvor meget kærere jeg er bleven Dig,
efter at det var paa Nippet til, at vi aldrig mere skulde
mødes her i Verden. Ak, havde jeg blot ikke den Gang
mistet en højtskattet Ven, vilde jeg gærne, for den Lykke
at blive saaledes modtaget, hundrede Gange have kastet
mig i Søen den koldeste Oktobernat.
— Naa, indskød Karolus, vi har jo allesammen Hjærte
nok i Livet til at kunne forstaa Kaptejn Georgs Sorg og
Savn. Gamle Stormbom var, min Sjæl, nok værd at savnes.
Men stop nu med det bedrøvelige; det maa ikke være med,
naar Glæden er til Huse . . . Ræk nu ogsaa Haanden til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
