Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
gør os dyrebare for hinanden, selv efter at enhver Følelse
der ud over er forsvunden.
— Riv mig ikke altfor snart ud af Dit Hjærte, Fanny ...
det er en dræbende Følelse at tænke paa, at jeg en Dag intet
er for Dig.
— Georg, hvor kan Du være saa egenkærlig at forlange
saa meget for Dig? Naar Du har vundet Din højeste
Lyksalighed med en anden, kan det da være Dig en
Tilfredsstillelse at tro, at jeg endnu sender længselsfulde og sørgende
Blik tilbage til de svundne Dage? Nej, saaledes er jeg ikke
glad ved at se Dig. Bed mig hellere om at glemme Dig;
det er en Bøn, som jeg Dag og Nat vil opsende til Gud.
— Han vil nok høre Dig I sukkede Georg og trykkede
med Hæftighed Fannys Haand til sine Læber og sit Hjærte.
En halv Time senere forlod han Strand.
Da, efter at Georg var borte, fik Fannys Følelser Luft,
ikke i vildt Sindsoprør, men i brændende hede Taarer, der
kom fra Hjærtet, Taarer, der vidnede om en Sorg saa
grænseløs, at hun ikke kunde udmaale dens Dyb. Hun havde
forsaget, for evigt bortkastet dette tryllende Haab, som fra hendes
tidligste Ungdom havde tilskyndet hende til alt ædelt og rent,
Haabet om et Liv fuldt af unævnelig, salig Glæde ved hans
Side.
Hvorhen gik de nu for at skjule sig, alle disse lysende
Stjærner, som havde straalet paa hendes Kærligheds Himmel?
De var allerede for længe siden begyndt at falde, den ene
efter den anden, og de faa, som endnu var bleven tilbage,
slukkedes nu. Med Sorg saa Fanny dem alle forsvinde, saa
sig omgivet af Mørke og Nat. Hurtigere og hurtigere faldt
hendes Taarer, varmere og varmere lød hendes Bønner om,
at i det mindste en eneste af hendes smukke Stjærner vilde
vende tilbage; hun vilde jo ellers bukke under blandt de kolde
Skygger, der formørkede hendes Omgivelser.
Og han, paa hvis mægtige Herskervink Verdenslysene
tændes og slukkes, forbarmede sig over Fannys Dødssmærte
og gav hende to af de tabte Stjærner tilbage. Først forekom
de hende kun som matte Punlrter, men de voksede mer og
mere, og tilsidst spredtes der omkring dem en Lysflod, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
