Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
129
lod den lidende Kvinde ane, at to Venner, trofastere end de
andre, kom tilbage for aldrig mere at forlade hende. Snart
mærkede hun af Løftelsen i hele sit Væsen Virkningen af
deres Nærhed, og da hun fandt, at det var Troens og det
ungdommelige Haabs venlige Stjærner, der var bleven hende
tro, aabnedes hendes Sjæl for en saa dyb
Taknemmelighed mod ham, der havde sendt dem for at lyse i Mørket,
at hun helligt lovede sig selv ikke at lade dem lyse forgæves.
Tiende Kapitel.
Tre Uger var forløbne siden Georg vendte hjem efter
den afgørende Dag.
Med Bekymring saa Letsler og den trofaste, vennesæle
Karolus, at hans bitre og stumme Sorg truede med at
indvirke skadeligt paa hans følsomme Sjæl.
Han var ikke sig selv lig. Han var uimodtagelig for
enhver Glæde, og uagtet alt, hvad han gjorde for at vise sig
rolig, for ikke at bedrøve sin Fader, var det øjnsynligt, at
han kun paalagde sig en Tvang, som næsten oversteg hans
Kræfter. Samvittighedsnag over at have saaret Fanny var
trængt dybt ind i hans Hjærte.
Fordømmende snart sine Kærlighedsdaarskaber, der havde
ladet ham miste den beundringsværdigste Kvinde, snart den
Svaghed, han viste ved at blive her i frugtesløs Uro, og snart
hele denne Stræben efter en Lykke, som han dog
rimeligvis aldrig kunde nyde uden at paadrage sig Bebrejdelser
fra den ene eller den anden Side — saa han mer og mere
modløs den ene Dag forsvinde efter den anden.
— Guds Død, dette kan ikke blive ved at gaa! ytrede
Karolus en Morgen, da Georg som sædvanligt vandrede
frem og tilbage ude paa Klippefladen. — Hun har givet ham
Kurven, det er klart som Dagen. Jeg skal sige Dem en Ting
Hr. Letsler; lige siden i Sommer, da Chefens Datter var her
(det var F—n til Øjne, der sad paa hende; de kunde nok
forhekse et stakkels Mandfolk), har jeg tænkt, at Georg havde
brændt sig lidt paa hver af dem. Og at hun, den sortøjede,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
