Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
169
ændrede snart Tanker. Hun hørte op med at beskæftige sig
med Familjens Anliggender. Hun havde kun en Ting i
Hovedet, nemlig at ordne sin egen store glimrende Begravelse,
og heraf var hun saa optaget, at hun glemte endog selve
Døden ...
Og to Maaneder efter den Dag, da Helgenæs’ Sale
genlød af Bryllupsmusiken, fejredes der en Sørgefest med saadan
Pomp og Pragt, at Tante Rezia vilde have smilet af
Henrykkelse, hvis hun selv havde kunnet se den.
Femtende Kapitel.
Det havde været en brændende hed Sommerdag.
Koralrøde Skyer hvilede i lange Rækker over Aftenhimlen og
udgød deres Glans over de mange Sejlere, som for rent Blik
stille laa uvirksomme paa Nordsøens blanke Spejl.
Paa et af disse Skibe læstes det os velbekendte Navn
»Elvira Kornelia«. Og paa dets fine, hvide Dæk stod ved
Rælingen to os lige saa vel bekendte Personer, Kaptejn
Letsler og hans unge Kone.
Elvira holdt ved Georgs Hjælp en Kikkert for Øjet og
fulgte, under Udtryk af den inderligste Glæde, nøje enhver
Oplysning, han gav hende, |om de fremmede Skibe.
Paa Bakken sad Mandskabet sysselsat med forskællige
Beskæftigelser, og under Arbejdet vekslede Sang og
Fortællinger. Af disse genkaldtes flere af den salig Flagskippers
Historier, som altid blev indledede med de Ord: »Da den
gamle levede og styrede her, hørte jeg af hans egen Mund«
... og ved disse Ord paatog Fortælleren sig en stolt Mine,
som vidnede om, hvilken Ære han fandt, det var at kunne
fortælle »en ægte Stormbommer«.
Men hvor interessante Samtalerne, Sangene og Historierne
end var, blev alt dog altid af sig selv stille, saasnart
Kaptejnens Frue, hvilket ofte var Tilfældet, nærmede sig de raske
Gutter. Aldrig havde Georg med det mindste Ord givet dem
noget Vink om at yde hende dette Bevis paa Agtelse, men
med ublandet Fornøjelse lagde han Mærke til, hvorledes disse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
