Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186
føre en vis Tvang, som hverken tilførtes af Kærlighed eller
Anger.
Men hvem skulde bringe den rette Tone til Veje, om
ikke hun, og hvem lagde Mærke til hende, om ikke Fanny?
Og begge disse unge, smukke Kvinder stræbte nu gensidig
at hæve sig i hinandens Agtelse og i hans, som de begge
tilbad.
Ikke en Sekund forsømte Elvira Omsorgen for sine Gæster.
Aldrig havde Georg fundet hende saa elskværdig som nu, da
hun med aaben Fortrolighed nærmede sig Fanny og med
ærbødig Opmærksomhed fulgte Letslers Øjne, søgende at
vinde hans Bifald, hvilket hun ogsaa følte, at hun mer og
mere vandt.
En Gang, da Letsler gik op paa Dækket, forlod ogsaa
Elvira Kahyten, hvorefter Georg og Fanny blev alene i
nogle Minuter. Og hvis Elvira da havde kunnet se dem.
vilde hun allerede den Gang kunne have nydt den stille, rene
Følelse, hun senere lærte at kende, da hun af Georgs Læber
hørte den korte Samtale, de havde ført.
— Du er lykkelig, Georg, sagde Fanny med en inderlig
Klang i Stemmen, og ingen kan glæde sig mere derover
end jeg.
— Ja, svarede Georg, jeg har allerede her paa Jorden
faaet en Forsmag paa Himlen. Dette vilde jeg ikke have
sagt, hvis jeg ikke var overbevist om, at jo større min Lykke
er, desto større er Din Tilfredsstillelse over at have skabt
den ... Ak; Fanny,’om jeg ogsaa kunde se Dig lykkelig —
nu kan jeg ønske det.
Ved disse Ord kunde Fanny ikke forhindre, at en mørk
Purpursky gik over hendes Ansigt, (Det var det eneste,
Georg fortav for sin Hustru.)
— Man kan være lykkelig paa mange forskællige Maader,
svarede hun, og jeg er det for Øjeblikket i Bevidstheden om
at kunne være til Nytte for andre.
Da Fanny havde forladt Skibet, og Johannesskæret atter
havde optaget Eneboeren og de to Ægtefolk, udbrød
Georg glad:
— Kan jeg ikke være stolt, Fa’er, kan jeg ikke vove at
nære Haab om en varig Lykke? Elvira ikke blot elsker mig;
hun har af Kærlighed til mig overvundet sig selv.
— Nej, det er mig, sagde Elvira, idet hun hæftigt kastede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
