Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205
— Nej, dette kan jeg ikke udholde ... Tænk, om min
Georg nu er udel ... Men Herren være priset og lovet, han
er ikke her paa Kysten.
Det lettende Suk fra Elviras Bryst besvaredes af et tungt
Aandedrag fra Letslers Kammer. Letsler havde en
Bekymring, som Elvira ikke drømte om; han vidste, atGeoig maatte
være paa Kysten, thi Georg havde skrevet saavel til sin Fader
som til Ignelius, at han med Sikkerhed haabede at være
hjemme i Begyndelsen eller i Midten af Oktober, men da
dette skulde være en Overraskelse for hans elskede Hustru,
var hun bleven i den Tro, at de skulde mødes i Gøteborg i
Slutningen af denne Maaned.
— Hvor, tænkte Elvira, medens hun, med Hovedet
støttet mod Haanden, sad og vuggede sig frem og tilbage,
hvor Andes vel saadanne Lidelser som en Sømands Hustru
maa udholde.
Hendes Uro tiltog. Det var hende umuligt at blive
længere hverken i Sengen eller i Værelset; hun trak sine Klæder
paa sig, ståk de smaa Fødder i et Par Morgensko og traadte
derpaa, med det tændte Lys i Haanden ind til Letsler, som,
aldeles uforberedt paa dette Besøg og frygtende for ikke straks
at kunne vinde tilstrækkeligt Herredømme over sig selv, fandt
det bedst at lade, som om han sov.
Elvira gik sagte hen til Sengen og lod Lysskæret falde
paa ham. Hun blev forfærdet ... hun havde nær udstødt et
Skrig; aldrig var Fader og Søn forekommet hende saa lig
hinanden som nu, da Letsler sov. Hun syntes, at hun saa
sin Georg paa Dødslejet, thi disse Træk vår alt for blege til
at tilhøre Livet. Og hendes hede Taarer, fremkaldte ved
den blotte Tanke om noget saa forfærdeligt, faldt paa Letslers
Ansigt.
Han lod da, som om han vaagnede, og spurgte med Uro:
— Kan Du ikke sove, mit Barn?
— Nej, Fa’er ... men tilgiv, at jeg kommer og forstyrrer
Dig. Uagtet jeg ved, at min Georg ikke kan være i dette
Farvand, er jeg dog betaget af en dødelig Angst ... Der er
jo andre Sejlere ude i denne forfærdelige Nat. Tænk blot,
hvor mangen en Hustru, der nu vaager og beder . .. jeg vil
vaage og bede med dem.
— Du kommer saa let i Oprør, mit Barn! Men da Du
ikke kan sove, saa sæt Dig her hos mig og lad os tale lidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
