Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86 ENGELBREKT ENGELBREKTSSON.
den bortgaaende, der forsvandt mellem Træstammerne. Bøn-
dernes Kreds opløste sig i en Mængde Hobe, og man over-
lagde under Samtale med hverandre, hvad man skulde
gjøre. |
Efterat man saadan havde samtalt en Stund med hver-
andre, fremstod den gamle, der havde foreslaaet Belgstings
Valg, og slog til Lyd. Kredsen sluttede sig atter om ham,
og alle lyttede til, hvad han havde at sige.
«Lidet er det vel at haabe, at Belgsting forandrer sin
Beslutning, og det Raad, han gav os, synes at være godt.
Engelbrekt Engelbrektsson har et godt Ord af Mændene om-
kring sig, skjønt han hidtil har gjort lidet Væsen af sig.
Dog siger Siljansmændene, at Sognene der Nord har stor
Tillid til ham. Min Tanke er desuden den, at vi kan helt
betro os til den Mand, som har vundet Belgstings Ros. Det
er derfor min Tanke, at vi bør følge hans Raad. Vi skilles
nu ad, og paa Søndag kan Sognemændene raadslaa hver paa:
sit Sted. Ersmessedagen i næste Uge maa vi træffes paa
Kopparberget og fremføre vort Ærinde til Engelbrekt».
Alle tilstedeværende bifaldt den gamle Bergmands Ord,
og dermed siuttede Sammenkomsten. Blussene slukkedes.
Bønderne og Bergmændene forlod lidt efter lidt Stedet og
fjernede sig til forskjellige Hold. Tilslut stod blot Munken
og Herman tilbage.
«Fromme Fader,» sagde den sidste, «kjender du ret den
Mand, som Bønderne kalder Belgsting?»
«Ja, fra denne Nat, min Søn!» svarede Munken entonigt
og høitideligt.
«Du kjender da ikke til, hvad det er, som har forvoldt
hans Vrede mod Engelbrekt. I dette Øieblik kan jeg ikke
værge mig for det Spørgsmaal: hvem af dem har Uret?»
«Belgsting,» lød Munkens Svar saa bestemt, som om
han havde kjendt Aarsagen til de to Mænds Uvenskab i Bund
og Grund.
«Du ved da . . .?» spurgte Herman.
«Nei, jeg kjender Engelbrekt, og det er nok!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
