Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102 ENGELBREKT ENGELBREKTSSON,
havde Kunstneren anbragt en forgyldt Glorie, der tilbageka-
stede Skinnet fra det flagrende Lys. Et eget Udtryk fik her-
ved Billedet. Guds Moder syntes at se ned paa den bedende
og bøie sit blide Ansigt mod ham.
«Moder, Moder», fortsatte den bedende, «læg din Haand
paa min Isse, og kjend hvor den brænder. Og alligevel fin-
des ikke paa min tilbagelagte Vei en Handling, fra hvilken
du behøver at vende bort dine Øine . . . Engelbrekt, ha ...
hvor kom den Tanke fra just nu? Skulde der den Vraa
ligge i mit Livs Fortid, hvorfra Mørket faldt over mig? . ..
Nei, nei . .. . Han var det, som lagde Ordene paa min Tunge
og gjød Grumheden i min Sjæl, han var det, ikke jeg,
som talte de haarde Ord . . . Ve, ve over . . 2»
Meningen kom ikke til Udførelse. En Mand havde bøiet
sig ned og hvisket et Ord i den bedendes Øre, og han før
hastigt til Siden som truffen af Lynet. Det drømmende Blik
fik pludselig et Udtryk af Bestyrtelse, men snart syntes dette
at forsvinde og give Plads for et lignende, som da hans Øie
or en Stund siden traf det lyse Ansigt foran Mariabilledet.
Manden, som stod foran ham, var liden af Væxt, men
skulderbred og havde øiensynlig stor Legemsstyrke, han ogsaa.
Han var klædt i en Trøie af brunt Klæde og bar omkring
Livet et Læderbælte med Sølvspænde samt paa Fødderne høie
Støvler af brunt Læder. Et Træk af Vemod hvilte over hans
Ansigt, da han reiste sig og betragtede den knælende Mand
foran sig.
«Engelbrekt!» udraabte denne og det gnistrede i hans
Øine, og hans regelmæssige Ansigtstræk blev saa haarde, som
om de med ét var blevne til Bronse. |
Men roligt og klart var det Øie, som mødte hans, og
Vemodet veg ikke fra det lyse Ansigt.
«Ja vel», svarede Manden, «vi træffes foran det Alter,
som din Moder en Gang lod opreise, og her, hvor Freden er
viet Stenen, her rækker Engelbrekt dig sin Haand. Har jeg
gjort dig Uret, vel an, lad os da afgjøre Sagen som Mænd;
har jeg ikke, saa ræk mig din Haand, og lad det gamle være
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
