Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ST. ØRJANS GILDESTUE. 173
Menneskehjertet er sig altid lig, det maa nu banke under
Vadmel eller under Fløiel; den Dag idag som for Aarhundreder
tilbage, altid er disse Grundtræk de samme. De enkle op-
rindelige Tilbøieligheder, Sorg og Glæde, Had og Kjærlighed,
Hævn og Avind og Venskab, der forbliver sig selv lig i alle
Tider. De udgjør Enheden i Mangfoldigheden, den gjennem-
gaaende Farveart i de forskjellige Tiders Farvespil. Melodien
kan blive forskjellig, men Tonerne, som danner den, gaar
alle i den samme Skala, op eller ned. Endnu drømmer Yng-
lingen helst om Strid og Ære, omend baade Kampen og
Æren er af anden Art end fordum. Men Pigens Drøm, hendes
Hjertes behageligste Bøn er en Fredens og Forsoningens
Bøn; hun er endnu som fordum, den fødte Fredsjomfru. Og
med hende som saadan er ingen Forandring indtraadt. Lige
stille, lige umærkeligt som fordum spirer Kjærligheden frem i
hendes Hjerte og folder ud sine skjære Blomsterblade mod
Himmelen. Men ingen er mere nu end nogensinde før ind-
viet i det hellige Mysterium, naar første Gang ved
Stjernernes Skin et Navn aandes ud over Blommens Bæger,
viende Pigen fra Barn til Kvinde og, løftende Livets Slør,
breder ud for hendes Blikke uanede Vidder, hvor Morgen-
duggen ligger igjen, men Taagen viger, og idel Solskin, Varme
og Fred er raadende. |
Agnes elskede Herman Berman. Hun vidste det knapt
selv, eller hun søgte at undfly sig selv, men hvordan det nu
end forholdt sig, i hendes Hjerte var allerede Navnet Herman
indbrændt, og Faren, Døden, der truede Ungersvenden, gjorde
det med én Gang- klart for hende. at denne Herman var
mere for hende end alt andet i Verden. Se, derfor var hun
sig selv knapt nok mægtig ved Bordet i Sæters Høienloftssal,
derfor kunde hun ikke tale til Engelbrekt og advare ham for
hans Vens Fare. Hvorledes kunde hun vel vise nogen Uro,
nogen Frygt for Ynglingens Skyld? Det havde jo været det
samme som rent ud at sige: Jeg elsker ham, han maa
reddes. Nei, Engelbrekt kunde hun ikke tale til, og hun saa
næsten med Velbehag, at ingen Anledning dertil gaves, uagtet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
