Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN NAT PAA ORNÆS. 199
Svenden vendte. sig for at gaa. Det var en statelig
Skikkelse, og hans Ansigtstræk var behagelige, men i hans
Øine laa noget underfundigt, der vakte Mistillid og Afsky.
Engelbrekt saa Skarpt paa Manden. Det saa ud, som om han
ledte i sin Hukommelse for at finde, hvor han havde seet
dette Ansigt før. Pludselig opklaredes hans Blik, og han gik
hen til Svenden, der nu var omgiven af de andre Knegte.
«Magnus!» sagde Engelbrekt og fattede Sølvkjæden, til
hvilken et lidet Smykke af Guld var fæstet, «Magnus . .
hvor længe vil du rase i Blindhed? Meget er forbrudt, men
endnu ikke alt . . .»
Svenden saa paa Engelbrekt med et Blik, i hvilket Be-
styrtelse og Vrede kjæmpede om Magten. Men inden Engel-
brekt havde faaet Tid til at udtale den hele Sætning, rev
han sig løs og styrtede som et vildt Dyr afsted fra Gaarden,
fulgt lidt efter lidt af de andre Knegte.
Et Udtryk ar Smerte stod at læse i Engelbrekts Ansigt,
da han med Blikket fulgte den bortilende, og det stod der
endnu, da han fulgte Hans Djækn ind i Dagligstuen. Nu
fik han fuldstændig Rede paa alt, hvad som havde hændt,
lige siden Ornæsherren var kommen hjem: de to Ryttere, der
havde havt det saa travlt med at komme sydover; de stakkels
Kvinder, der i Stormen og Nattekulden havde faaet en Til-
flugt paa Gaarden, og sluttelig, hvorledes Ornæsherren var
bleven vækket af Larmen, da Fogdeknegtene kom og fordrede
tilbage de ulykkelige.
Engelbrekt ytrede paa sin Side ingen Forbauselse over
Munkens Optræden.
«Han turde vide mere end jeg om denne Færd», var det
eneste, han sagde, idet han tillige som Svar paa Mændenes
Spørgsmaal, gjorde Rede for Aarsagen til, at han kom alene,
hvor sørgelig Eriksmessedagen havde sluttet for ham personlig.
«Nu kan Fader Johannes», saaledes sluttede han, «ride Her-
mans Hest hjem til Kårberget igjen. Mangen god Dag
kommer at gaa hen, inden min raske Herman behøver den,
om det nogensinde vil ske.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
