Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
530 ENGELBREKT ENGELBREKTSSON.
De følgende Dage svandt under anstrengende Arbeide, og
henimod den 15de August begyndte Barfridet at hæve sig
høit mod Skyerne med sine Brystværn og Skydehuller. Her-
man og Erik Puke var utrættelige ved Arbeidet og Virksom-
heden foran Borgen. Engelbrekt blev mere og mere alvorlig, -
jo nærmere man kom den l16öde August, enten det nu var for
det Løfte, som han havde gjort, at han inden den Dag skulde
tæmme Fogdens Mod, eller det var paa Grund af det tilstun-
dende Møde i Vadstena.
Fra Slottet gjordes ingen Mine til at give efter med det
Gode. Fogden havde forsynet sig godt med Levnetsmidler
og syntes forøvrigt at stole paa sine Mures Fasthed. Alt var
beroende af, om Barfridet kunde blive færdigt.
I saa Fald var Slottets Skjæbne uden Tvivl afgjort. Men
endnu den 15de August om Aftenen var det øverste Rum
ufuldført, og et eiendommeligt Tilfælde vilde, at med den
følgende Dag, da ogsaa Herremødet skulde afholdes, udløb
den Betænkningstid, Engelbrekt havde givet Fogden.
Høilig nedstemt red Engelbrekt om Kvelden fra det Sted,
hvor Barfridet byggedes. Det var en Søndagaften, saa den
Dag havde Arbeidet hvilt, og det var just som Klokkerne i
Kvillinge Kirke ringede ud Helgen, at Engelbrekt nærmede sig
Ringstad. En Beslutning maatte fattes. Et var klart, at han
selv den følgende Dag maatte indfinde sig i Vadstena, men
paa den anden Side maatte ogsaa Slottet den Dag være i
hans Hænder. Det sidste maatte ske ved et Stormløb, hvor-
under Trætaarnet fik gjøre Tjeneste, som det var. Saalangt
var han kommen i sine Tanker, og han overtænkte som
bedst, hvem han skulde sætte i Spidsen for dette Foretagende,
Herman eller Erik Puke, da han standsede udenfor den lille
Stue og gav Ulf Tøilerne.
Da kom en Rytter fra Slottet sprængende sporenstregs
til Stedet, hvor han befandt sig. Det var Herman, og med
en Stemme, der lød som den skjønneste Musik i Engelbrekts
Øre, raabte han:
«Tilhest, Fosterfader, Fogden vil dagtinge!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
