Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FANGEN. 520
Kong Albrekt sætter sig paa sin Hest,
Hans Sadel og Sporer de var ny’;
Om Morgenen, før Messen var læst,
Han kom frem til Riseberga By.
Herre Krist raader for os alle!
Kong Albrekt og Bernhard de rider saa fort
I gjennem Skoven, de to;
Naar saa de kom hen til Ladhæra Port,
Deres Hjerte det legte og lo.
Herre Krist raader for os alle!
Aldrig kan Hr. Bernhard stolt Elisif faa
Paa denne her Verdens Ø:
Det Løfte, hun gav, gaar hun aldrig ifra,
I Klostret der maa hun dø.
Hun er og baaren til Verden frem
Af ædleste Stamme og Rod;
Om hun Hr. Bernhard skulde tage til Mand,
Det var jo vor Ordning imod!
Herre Krist raader for os alle!
Den høie Skikkelse ved Skovbrynet stod bøiet der til
sit Sværd og hengav sig helt og holdent til den Verden, til
hvilken Sangen og Visens Ord med vidunderlig Magt drog
ham hen.
Ogsaa Munken stod længe stille og kunde ikke faa sine
Øine fra Manden derhenne ved Skoven. Det forekom ham
at ligge noget fængslende i dette tause, ubevægelige Billede
af Sorg, mens Vers efter Vers blev sunget af stolt Elisifs
Vise. Først da Sangens sidste Toner begyndte ligesom at
hendø og smelte sammen med Strømmens Brusen, løstes
Munken af den Fortryllelse, hvori han holdtes. Han fortsatte
sin Vandring, der førte ham nærmere og nærmere Strømmen,
saa at han snart kunde se Sangeren, der sad paa en Sten
ved Stranden i det klareste Maaneskin.
Det var Erik. Ogsaa han syntes at drømme blandt
Blommerne, der han sad med Øxen støttet mod Skulderen,
saaledes som han var kommen fra Tømmerhugsten i Skoven. .
Engelbrekt Engelbrektsson. II. 34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
