Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PAA OPPENSTEN. 591
og aldrig, aldrig har jeg seet et Menneske saa ulykkelig, som
da han hørte dit Svar, Fader, at ingen fik komme ind paa
Slottet uden Grevens særskilte Tilladelse . . . Og derfor, ser
du, naar nu Greven kom og havde ham med sig, saa tænkte
jeg, at han nu skulde være glad... Men det er han ikke . ..
sig mig, Fader, hvad han vel kan ville her paa Slottet? ...»
«Hvad han vil, det maa Sankt Gøran vide! Han har holdt
til i Bønnehuset den hele Dag, og da jeg sidst saa ind gjen-
nem Døren, laa han endnu paa Knæ foran Alteret. Ganske
vist maa han være en hellig Guds Mand.» |
«Sikkerlig har han ogsaa Sorger, som tynger paa hans
Ejerté 22
«Jo, jo, den Vare strækker til for enhver!»
Gertrud gik, og Fogden hengav sig til sine afbrudte Grub-
lerier over den forunderlige Tid, i hvilke Grublerier nu mod
hans Vilje den tyste, mørke Munk indtog en fremtrædende
Plads. Men Gertrud kunde ikke lade være, da hun gik forbi
den Del af Slottet, hvor Bønnehuset laa, at kaste et flygtigt
Blik gjennem Nøglehullet. Hun havde dog knapt faaet Tid
til at fatte denne Tanke, da Døren stille bevægede sig paa
sine Gangjern, og en høi, men mørk Skikkelse traadte ud af
Bønnekapellet. |
Gertrud för op som Hinden, naar en pludselig Skygge
kaster sig over dens Vei. Men da hun slog op sine Øine
og nærmere fæstede dem paa Manden, forsvandt hendes Frygt,
og hun saa med Deltagelse paa ham. Der laa ogsaa noget
saa heltigjennem ulykkeligt i dennes Blik og hele Udseende,
at hendes Hjerte maatte røres deraf, men ikke oprøres som til
Vrede over den Fiende, der havde kunnet forvolde saa meget
ondt, men til Vemod. Der laa et vist Udtryk af Fred derhos
i det gamle, furede Ansigt. Han havde sikkerlig kjæmpet
haarde Kampe med sig selv, og Stilhed og Ro var indtraadt
efter Stormen.
Pigen rakte ham Blommen, som hun endnu holdt i Haaden.
«Giver du mig Blommen, Barn?» spurgte den sorgbetyn-
gede Mand, og et flygtigt Smil spillede om hans Mund.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
