Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PAA OPPENSTEN. 593
«Nei, nei», sagde Manden, «Deres Haand skal ikke berøre
den, ved hvilken Frændeblod klæber! Dog glæder det mit
Hjerte, at De har en Plads for mig i Deres Erindring.»
«Skulde jeg da kunne glemme dig, Johan», udbrød
Greven og fattede med Bevægelse den modstridende Haand,
«glemme det Løfte, jeg gav dig, da du reddede min vilde
Frændes Liv. Gud være hans Sjæl naadig, men som en
Riddersmand handlede ikke Rafn von Barnekow.»
«Ringe syntes dog den Tjeneste at være for min Hustrus
Fader, eftersom han just i den Tid kunde omgaaes med den
Tanke at røve fra mig mit Livs Glæde . . . Men Fred over
de Døde, Greve . . .. vi skal kanske snart mødes deroppe
for den retfærdige Dommer! . . . Nu er jeg kommen for at
søge min Hustru ... Hun er her paa Slottet. Hun er
dragen Dem imøde, skjønt haardeligen medtaget af Sygdom
og Sorg : . . Jeg vil endnu en Gang se hende og høre hende
tale til mig ... siden kommer nok ikke heller vi mere til
at se hinanden i denne Verden.»
«Dine Tanker er sørgmodige, Johan ... og Ulykken har
haardt hjemsøgt dig . . .»
«Haardere har den kanske rammet Deres Frænke, hun
har kjæmpet og lidt mere, end jeg i min blinde Kraft har
kunnet drømme om. Og nu er min Bøn til Dem, at De vil
tale et Ord til-hende desforinden ... Kanske vilde jeg ved
mit blotte Aasyn knuse hende.»
«Et vanskeligt Hværv giver du mig der, og det et, som
bedre passer for Præsten end for mig . . . men jeg vil dog
paatage mig det . . .»
Greven gik, og den sorgfulde kastede atter over sig Mun-
kekaaben og fulgte.
I det Værelse, hvor Fru Richissa opholdt sig, og som laa
mod Vest, saa Aftensolen kastede en Lysflom ind gjennem
Vinduet, var alt stille, da de to Mænd nærmede sig. -Gulvene
var belagte med Matter, saa deres Skridt knapt hørtes,
og Munken blev staaende i Værelset udenfor, da Greven
gik ind.
Engelbrekt Engelbrektsson. II. 38
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
