Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
668 | ENGELBREKT ENGELBREKTSSON.
Et vældig Raab fra mange hundrede Læber tolkede de
omstaaendes Fryd og deres Kjærlighed til ham, der havde
gjort Fredens Dag mulig for Sveriges Land.
Med den rene Samvittigheds Ro og Majestæt paa sin
Pande og i sit Blik forlod Engelbrekt Herre-Ringen og gik
nu gjennem Folkemassen hen til sin Hest, der holdtes sadlet
et Stykke derfra. Nils Gustafsson og Erik Puke fulgte ham.
Alle tre steg tilhest og red bort. Kort efter skiltes ogsaa
de øvrige Herrer, og Folkemængden opløste sig, og det blev
snart øde og stille nede ved Stranden.
Men oppe paa Klippen stod endnu Kjæmpen igjen,
lyttende, som om han endnu fremdeles hørte Ordene fra den
klare Stemme, der nylig havde talt dernede paa Engen. I
den ene Haand holdt han «en lang Stav, og den anden trykkede
han Gang paa Gang mod sine Øine. Ved hans Fødder sad
en Kvinde med udslaget Haar. Hun havde prydet sit Hoved
med en Krans af Eneris, og hendes Blik var sjælløst. Just
som Engelbrekt forlod Herremødet og steg tilhest, havde hun
reist sig og styrtet frem et Stykke til Siden af den Plads,
hvor hun og Kjæmpen befandt sig; hun havde med en”
Smidighed og Styrke, som ingen vilde have tiltroet hende,
ilet frem mellem de tætstaaende Træer. Der havde hun ud-
stødt et gjennemtrængende Raab, og Kjæmpen havde rørt paa
sig der ved Træet og taget et Skridt til Siden, saa at om
nogen dernede paa Engen havde hørt Raabet og seet op,
havde Pladsen været tom. Men da havde Kvinden med
Enerkransen vist sig igjen.
«Han var der», havde hun sagt, «Pilen laa allerede paa
Strengen . . . Men han flygtede . . . Stunden er endnu ikke
inde . . . vent . . . den vil nok komme . . .»
Og dermed havde hun indtaget sin forrige Plads og
Kjæmpen havde atter stillet sig ved Træet, lige ubevægelig
som før. Da han saa Engen tom, løftede han sine Øine og
saa Seil efter Seil skyde frem over Fjordene mellem de mange
Holmer, hvis Løvkroner allerede begyndte at skifte i høstlige
Farver. Pludselig standsede hans Øie ved et Seil, der skjød
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
