Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
724 ENGELBREKT ENGELBREKTSSON.
Noget andet Svar, end det, som han kunde læse i Fangens
Minespil, fik dog ikke Ridderen; thi Døren aabnedes, og en
Svend traadte ind, med megen Hast anmeldende, at en fremmed
Ridder ønskede at tale med Borgherten. Det gjaldt For-
lehningen af Nykøpings Slot, hvorhen Kongen agtede sig fra
Stockholm. Svendens Budskab syntes at være af stor Betyd-
ning for Bengt og maalte sig i saa Maade med det Ærinde, han
nu havde under Hænde. Han tilsagde Svenden at føre den
fremmede Ridder ind i Borgstuen, gav Magnus et Vink at
holde Øie med Fangen og skyndte sig ud.
| Magnus blev saaledes alene med Belgsting.
En Stund hengik, uden at nogen af dem sagde et Ord,
men den sidste betragtede forskende Svenden.
«Sjelden har jeg seet dig, Magnus, siden den Kveld, da
jeg viste dig bort fra min Gaard», en fortærende Ild tændtes
ved dette Minde i Mandens Blik, men han mandede sig snart
op, «og de Stier, jeg har seet dig gaa, har ikke været Ærens.»
«Ha—ha», haanlo Svenden. «De burde have glemt nu,
at De engang har været den rige Belgsting . . . denne Tone
dér passer ikke for en fangen Mand.»
«Din Tale, Magnus, synes at stadfæste BDS mig Tanken
paa din Vanære.»
«Hvad mere . . . jeg har aldrig taget mig nær af Deres
Tanker om mig!» er Svenden med en Frækhed, der
mere end Lænkerne syntes at plage Fangen.
En lang Pause indtraadte, hvorunder Belgstings gjennem-
borende Øine syntes at granske hver Flig, hvert Smuthul i
Svendens Sjæl. Denne agtede dog lidet derpaa, forsaavidt
ikke den travle Maade, hvorpaa han søgte at formindske Gran-
skerens Møie, skulde antyde, at en eller anden skjult Streng i
hans Hjerte berørtes. Men i Belgstings stolte, regelmæssige
Træk skiftede Udtrykket hurtigt fra den dybeste Smerte til
Skræk, til Afsky, til Harme og- Fortvivlelse, alt eftersom
Svenden talte.
«Hvorfor tale saa hovmodigt om det, som ikke mere er
og aldrig kan komme igjen», lød Svendens Ord, «aldrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
