Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122 : En Kvindehistorie.
Hun sukkede dybt og sagde: «Hun er lykke-
lig. . . . Mon ogsaa al Sorg er glemt og tilgivet,
naar man er død?»
«Ja, det troer og haaber jeg for vist«, sagde
jeg... «Men læg Dig nu stille hen igjen; det har
Du bedre af.» Hun vendte ogsaa Hovedet om og
laa det meste af Dagen, som om hun sov. Dok-
toren kom, men hun slog ikke Øjnene op. Da
jeg fulgte ham ud og spurgte ham, hvad hans
Mening var, sagde han: «Det Samme som igaar ;
men det kan jo vare Dage, en Ugestid, inden Ly-
set gaaer ud.» I Middagsstunden gik jeg hjem
til Klausens, og jeg maatte love dem at komme
hjem at sove om Natten, hvis hun ikke blev daar-
ligere. Da jeg kom ud til hende om Eftermid-
dagen, sagde Konen, at hun havde spurgt flere
Gange efter mig. Jeg skyndte mig ind til. hende
og spurgte, om hun ønskede Noget, om hun havde
savnet mig. Hun klappede min Haand og sagde:
»Nej, jeg vilde blot sige, at Du maa ikke blive
herude i Nat — jeg kan godt ligge ene — jeg
skal nok sove — naar jeg blot véd, Du kommer
igjen imorgen.» Det lovede jeg hende, men an-
tog dog, at det ikke var for den Sags Skyld, at
hun havde været utaalmodig og spurgt efter mig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
