Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 6. Den første Kjærlighed, Lystspil i een Akt af Scribe, oversat af J. L. Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
276
disse Grunde vel endog laae udenfor hans Forhold til
hende.
Endelig gjenkjender man i det forulykkede Subjekt
den oprindelige Charles paa Grand af en lav-comisk
Rørelse, en Blødhed, der troer paa store Følelser og
bevæges af dem. Da han hører, at Onkelen har betalt
Vexlen, udbryder han: „Ja, Naturens og Blodets Baand
ere hellige"*). Han er virkelig bevæget, hans romantiske
Hjerte er rørt, hans Følelse giver sig Luft, han bliver
sværmerisk: „Ja, tænkte jeg ikke nok, enten har man
en Onkel eller man har ingen." Der er ikke Spor af
Ironi i ham, det er den ferskeste Sentimentalitet; men
derfor er den comiske Virkning i Stykket uendelig. Da
Cousinen beder Faderen om Tilgivelse for den ’ formeent
lige Charles, udbryder han rørt, med Taarer i Øiet: o,
den gode Cousine! Han har ikke ganske tabt Troen paa,
at der i Livet som i Romanen er ædle qvindelige Sjæle,
hvis ophøiede Resignation kun kan afpresse En Taarer.
Denne Tro vaagner nu med sit fordums Sværmeri.
Jeg har med Flid dvælet lidt længere ved Charles,
fordi han er fra Digterens Haand en saa fuldendt Figur,
at jeg troer, jeg kunde skrive en heel Bog om ham,
blot ved at knytte mig til hans Repliker. Man troer
maaskee, at Emmeline er den sentimentale og Charles
derimod bleven klog paa Verden? Ingenlunde. Deri
ligger netop Scribes uendelige Vittighed, at Charles
paa sin Viis er ligesaa sentimental som Emmeline, saa
*) Dersom Læseren er meget bevandret i Stykket, vil han
have havt Leilighed til at glæde sig over det poetiske
Tilfælde, der vil, at Rinville i den første Scene, hvor
han forestiller Charles, reproducerer ham saa poetisk
sandt, at hans Tale bliver en Art Bugtalen af uendelig
comisk Virkning, fordi det er, som saae og hørte man
den sentimentalt-bedunstede Charles bevæget deklamere
disse Ord: „Er da Blodets Røst kun en Indbildning?
Taler den ikke til Deres Hjerte? Siger den Dem ikke,
min dyrebare Onkel .... (cfr. sjette Scene).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
