Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 2. Ligevægten mellem det Æsthetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
353
agte denne Tale. Han har indseet, at det var en For
nærmelse og altsaa uskjønt at ville elske et Menneske
efter det Dunkle i hans Væsen, men ikke efter det Be
vidste, at ville elske saaledes, at han kunde tænke sig
en Mulighed af, at denne Kjærlighed kunde høre op, og
at han da turde sige: jeg kan Intet gjøre derfor, Følel
sen staaer ikke i et Menneskes Magt. Han har indseet,
at det var en Fornærmelse og altsaa uskjønt at ville
elske med een Side af Sjælen, men ikke med den hele;
at gjøre sin Kjærlighed til et Moment, og dog tåge en
Andens hele Kjærlighed, at ville være til en vis Grad
en Gaade og en Hemmelighed. Han har indseet, at det
vilde være uskjønt, om han havde hundrede Arme, saa
han paa eengang kunde omfavne Mange; han har kun
een Favn og ønsker kun Een, han kan omfavne. Han
har indseet, at det var en Fornærmelse at ville knytte
sig til et andet Menneske saaledes, som man knytter sig
til endelige og tilfældige Ting, betingelsesviis, for at man,
om der bagetter skulde vise sig Besværligheder, kunde
gjøre det om igjen. Han troer ikke, at det er muligt,
at Den, han elsker, kan forandres, uden til det Bedre,
og skulde det skee, da troer han paa Forholdets Magt
til at gjøre Alt godt igjen. Han erkjender, at hvad
Kjærligheden fordrer, er som Tempelskatten, en hellig
Afgift, der betales i en egen Myntsort, og at man ikke
modtager al Verdens Rigdom som Vederlag for den übe
tydeligste Fordring, nåar Præget er falskt.
Du seer, vor Helt er paa gode Veie, han har tabt
Troen paa Æsthetikernes forhærdede Forstandighed og
paa deres Overtro paa dunkle Følelser, der skulde være
for zarte til at kunne udtrykkes som Pligt. Han har
tåget til Takke med Ethikerens Forklaring, at det er
ethvert Menneskes Pligt at gifte sig; han har forstaaet
dette rigtigt, at nemlig vel ikke Den synder, der ikke
gifter sig, uden forsaavidt han selv er Skyld deri, thi
da forsynder han sig mod det Almeen-Menneskelige, der
Enten-Eller. 11. 5. Udg. 23
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
