Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tredie Afdelning. DE STORE EROBRINGERS TID - V. Edvard Confessor Konge i England. Norges Konge Magnus den Gode tillige Konge i Danmark. Fordringer paa England af Magnus og Svend Estridsøn. Magnus død (1047). Harald Haardraade Konge i Norge. Svend Estridsøn Konge i Danmark. Danske forjagede fra England. Strid med Normannerne. Normandiets Tilstand. Erobringer i Italien og paa Sicilien. Hertug William. Normannernes indflydelse paa Edvard. Godwin og hans Sønner forjagede. Deres Tilbagekomst. Normannerne, især Geistlige, forjagede. Sigurd Jarl af Nordhumberland død. Toste Godwinsøn hans Efterfølger, men snart forjaget. William af Normandiets Planer om Arvefølgen i England. Kong Edvard døer (1066). Harald Godwinsøn Konge. Angreb af Toste Jarl og den norske Konge Harald Haardraade. Deres Nederlag og Fald ved Stanford-Bro. William af Normandiets Landgang i Sussex. Slag ved Hastings (1066). Harald Godwinsøns Fald. Angclsaxernes Herredømme i England fuldstændig sluttet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Knud den Store var blevet vundet og hævdet baade
med Tapperhed og Snildhed, endte brat ved Hardeknuds
lidet hæderfulde Død. Englands og Danmarks
forenede Kroner, som, efterat have været baarne af fire
danske Konger næsten lige efter hverandre, bleve
igjen adskilte, idet hvert Land fik sin egen Hersker.
Da nemlig Osgod Clapa, i hvis Huus Hardeknud
var bleven overrasket af Døden, ikke ved de øvrige
Danske i England formaaede at gjennemføre noget
dansk Kongevalg, satte de engelske Stormænd Ethelreds
og Emmas Søn Edvard paa Englands Throne, medens
den norske Konge Magnus den Gode, i Henhold til
Forliget med Hardeknud paa Brennøerne, tiltraadte
Kongedømmet i Danmark. Danmark havde saaledes
ved Tabet af England ikke alene mistet en væsentlig
Deel af Udbyttet af Aarhundreders Kampe og uhyre
Anstrengelser, men det havde endog mistet
saavel sin egentlige Selvstændighed som sin Overvægt
i Norden. I den Grad havde Danmark udtømt sin
Kraft paa Englands Erobring og i den Grad maatte det
bøde for Christendommens endelige Seir, at det paa
sin forrige Storheds Bekostning maatte, om end kun
for en Tid, lyde under en rigtignok norsk, men dog
altid fremmed Konge, ja, at det ikke engang paa egen
Haand formaaede at tilbagedrive de hedenske Vender,
som forhen stadig havde været kuede af de danske
Konger, men som nu ved skrækkelige Hærgninger paa
de christne danske Lande ligesom gjengjeldte den
Ødelæggelse, de hedenske danske Vikinger tidligere havde
øvet imod de vestlige christne Riger. Ogsaa i Norge
og i nogle Egne af Sverige havde vel nok paa den
Tid Christendommen gjort sig almindelig gjeldende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
