Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Begravelse — kunst — musik — digtning — fortællinger af indfødte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fortællinger af indfødte. IcS183
•august maaned en stor ren, men skindet af den var saa tyndt, at jeg ikke
lod det berede til kåk (o: underlag til briksen). Da de kom 3 gange
og spurgte om at kjøbe det, syntes jeg ikke længer om at si nei og
•solgte det saa. Jeg sa da til bestyreren, at jeg vilde kjøbe en rifle, og
jeg flk da en udleveret. Da jeg hadde handlet, vilde jeg reise, da jeg
længtede meget efter at komme hjem, men nordøstvinden tvang mig til
atter at forbli en nat ved kolonien, da jeg ikke turde gaa forbi
Kasigi-anguit dels for vind, dels fordi jeg hadde saa meget, jeg skulde ha med
indeni kajaken. Næste dags morgen, da jeg stod op, var veiret bedre
og vinden stilnet af. Jeg reiste da over udstedet Kornok til min boplads.
Følgende fortælling fra Atuagagdliutit er betegnende
for grønlændernes sterke overtro fremdeles og er af
interesse ogsaa for næste kapitel. Den er oversat og sendt
mig af fru Signe Rink.
«Endelig kommer jeg da med det, som jeg saa længe har tænkt at
ville yde til «morskabslæsningen». Det er ikke stort ved det, jeg leverer,
men det er altid noget, som jeg har set med mine egne øine. Det
handler 0111 de komiske skikke ved fangsten af en bjørn i visse sydlige
egne, og som man almindeligvis ikke kjender noget til andensteds.’ Det
var i aaret 1882—83 nede ved Augpilagtut indenfor Pamiagdluk 1). Der
staar to grønlænderhuse ved Augpilagtut. I det ene bodde der tre
sælfangere med familie, og disse var Benjamin med tilnavn Akå’it, Isak eller
Umangüjok og saa Alorits; og i det andet var der Mat haas, som for det
meste kaldtes Ulivkakaungamik eller den «fuldproppede» — efter et
mundheld, som han selv hadde. Samme var over de sytti, men fangede
ikke desto mindre ret ofte endnu; han hadde desuden mange gange
været ganske alene om at fange bjørnen.
Saa var det da en søndag, hvor alle de andre fangere var gaat
tilsjøs, at vi hjemmeværende holdt bøn i Mathæus’s hus, hvorefter
Benjamins søn, som var den første, der efter endt gudstjeneste gik udenfor,
straks kom styrtende ind igjen sigende: «Der staar en bjørn lige
herudenfor og spiser af spækket.»
Jeg blev ligesaa forskrækket som paa en maade glad ved denne
efterretning, hvorimod gamle Mathæus ligefrem skalv af henrykkelse og
iidbrød: «Tak for den, som melder slig god tidende; jeg maa straks
ud og stikke bjørnen;» og idet jeg saa hen paa ham, trodde jeg ham
ifærd med at udsøge sig et godt redskab, en lang kniv eller sligt noget;
men det var saa langt fra det! Det vaaben, hvormed han hadde forsynet
sig, ståk neppe frem af hans lukkede ) aand. Hvad skulde dog dette
forslaa ligeoverfor bjørnens skind og tykke spæklag, tænkte jeg. For-
J) I nærheden af Kap Fai vel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
