CHRISTOPHER TOPPELIUS For omtrent to hundrede Aar siden var Nøden stor i Finland. Krigen hærgede viden om, Byer og Landsbyer afbrændtes, Kornmarker trampedes ned, og Mennesker gik til Grunde i Hundrede-tusendvis ved Sværd, Hunger, Landflygtighed og forfærdelige Sygdomme. Man havde ikke andet for Øje end Aske og Blod, Suk og Taarer, Klage og Sorg, og de, der længst holdt Haabet oppe, vidste til sidst ikke mere, hvad der var at haabe paa. Thi Guds Svøbe blev svunget haardt over Landet, og Mindet om den Tid udslettes aldrig. Da skete det ogsaa under al den Elendighed, at mange Familier blev splittet ad, saa at nogle blev ført bort til Fjendens Land, og andre strejfede om i Skove og Ødemarker eller flygtede langt bort til Sverige, og en Hustru vidste ikke, hvor hendes Mand var eller en Broder, hvor hans Søster var, og en Moder vidste ikke noget om sine Børn, om de var levende eller døde. Da Freden omsider kom, og de, der endnu var i Live, vendte hjem, var der derfor kun faa, som ikke havde nogen af sine kære at savne og begræde. Ligesom vi læser i Eventyret om Ridder Blaaskægs unge 5