Kone, at hun sendte sin Søster op i Taarnet, hvorfra man kunde se. langt ud ad Vejen og stadig sptfrgte: »Abh& Mr du nogen komme ?" saaledes sjDurgtç äeß.ene jJen^anden, naar der var tomt i jç^/^t^ri"-Qfe"fmaa/tkke»"hørte noget fra sine kære: „Ser du ingen komme? Ser du endnu ingen komme?" Og for det meste var Svaret: „Nej, ingen, ingen." — Meo undertiden kunde det ske, ligesom i Eventyret om Blaaskæg, at der langt oppe paa Vejen saas en lille Støvsky; Skyen kom nærmere, og til sidst saa man en Skare Flygtninge, der søgte efter deres Paarørende. Der søgte en Faders og Moders Øjne deres Børn, og fandt de dem efter de mange Aar, saa var der en Glæde, som om Sorgen aldrig havde været, og Hytterne blev hastig bygget op igen, og Markerne bar igen en ny Afgrøde, og der oprandt en ny Tid efter de svundne Sorger. Under den lange Krig maatte en fattig Dreng fra Uleåborg, Christopher Toppelius, flygte med sin Moder og Søster til en ensom Hytte i Muhos Ødemarker. Her fristede de Livet ved at fange Fisk i en Indsø og sætte Snarer for Skovens Vildt. Men til sidst fandt Fjenden ogsaa Vej derhen. En Flok Kosakker kom til Syne paa Skovvejen, de greb Drengen og red bort med ham for Moderens Øjne. Kosakkerne tog Drengen med sig til Rusland og solgte ham der til en Bojar, der var en Yndling af Czaren og ejede et Gods i Ingermanland. Her blev han venlig behandlet, lærte endogsaa at spille Klaver, og en Dag, da Czar Peter kom i Besøg 6