nerne vedblivende skulde regnes med blandt det fremskridtssindede Vesterlands frie Folk. Og lykkelige maa Finnerne prise sig, at deres haardt hjemsøgte, til sig selv overladte Land i denne Tid aldrig savnede Mænd med fremragende Egenskaber, som hver paa sit Sted overtog Førerskabet. Snart var det en Universitetsprofessor, snart en Præst, snart en Læge, snart en jævn Bonde, der stillede sig i Spidsen og satte Fart i Genrejsningsarbejdet. Det ser ud, som om disse den ny Tids Mænd var at finde alle Vegne som et Broderskab, der var udbredt over hele Landet. Vi skal nu stifte Bekendtskab med en af denne Skare. Tæt ved den kønne lille Købstad Nykarleby i det sydlige österbotten laa en lille Gaard, der hed Kuddnäs. Der lever maaske endnu en og anden, der husker den hyggelige Enetagesbygning, som den saa ud i gamle Dage, med de hvide Mure, Mansardtaget og den lille ejendommelige Frontespis lige over Tagets Kant. Rundtom Hovedbygningen var der en Have med Blomsterbede, Jordbærland, Urtebede og en Mængde Stikkelsbærbuske. Paa den «anden Side af Haven laa en Lund med høje Aspetræer, nedenfor Gaarden slyngede der sig en blank Elv, og en statelig Allé førte op til Nykarlebyvejen. Derimod kan man ikke forlange, at nogen nu kan have en levende Erindring om det Liv og den Bevægelse, som for hundrede Aar siden herskede pa? dette Sted. Det tilhørte fra Aaret 1813 den fra 18