To Aar efter fik de ogäaa en Datter, og begge Børnene levede og trivedes. Nu havde Lykken altsaa været dem god og skænket dem to Børn, og det var ikke godt at vide, hvad mere den kunde have i Beredskab til dem. Alt omkring dem var i Fremgang og Vækst. Den dygtige Læges Arbejde kronedes med Held. Hans Ejendom forøgedes. Han og hans Hustru levede i det lykkeligste Ægteskab. De havde mere end nok af denne Verdens Goder, og Doktoren kunde afhjælpe ikke blot sin Faders og sine Søskendes Nød, men ogsaa mange fremmedes Næringssorger. Men Aar 1820 vilde Ulykken, at Isen brast under Doktor Topelius, da han paa en Embeds-rejse kørte over en tilfrossen Sø. Han faldt i Vaagen, blev frelst, men paadrog sig en alvorlig Forkølelse. Ved Hjemkomsten følte han sig saa syg, at han maatte gaa i Seng. Han laa derpaa Maaned efter Maaned med store Smerter, og baade han selv og andre frygtede, at hans Liv ikke stod til at redde. Han undgik nu ganske vist Døden, men sin Helbred genvandt han aldrig. Hans Ben blev lamme, Hørelsen svækket, og han led af pinlige Krampetrækninger. Nu var det ham, der maatte søge Læge. Hans Broder behandlede ham, han rejste til København og til Åbo for at raadspørge de berømteste Kolleger, men der var intet Haab om, at han kunde komme sig. Nu stilnedes lidt efter lidt det bevægede Liv paa Kuddnäs. Patienterne ophørte dog aldrig helt at søge den berømte Læge, men de var nødvendigvis kun faa. Nu var der ikke mere Tale om Ny- %2