bygninger, der købtes ingen ny Jordlodder, foretoges ingen Udvidelse af Haven. Hvad der var anlagt, søgte man at vedligeholde, men Livet gled tilbage i det samme jævne Trit som paa en almindelig Gaard. Den syge selv tilbragte sine Dage siddende i en Lænestol med et Skrivebræt foran sig. Hovedet var klart, Hænderne kunde han røre, men Evnen til energisk Virksomhed var borte. Han behandlede de syge, der søgte ham, han læste, han skrev, han besørgede sin Brevveksling, han samlede sine finske Runer, han interesserede sig for alt hvad der vedrørte Finlands Genrejsning, han tog sig af sine Børns Opdragelse, men alligevel var det klart baade for ham selv og alle andre, at hans Rolle i Livet var udspillet. Det er jo altid saadan, at naar en Mand, som i tunge Tider med uegennyttig Begejstring har viet sig til at tjene sit Land, bliver udelukket fra at gavne det yderligere, da synes derved selve hans Livsnerve at sygne hen. Ingen anden Virksomhed tilfredsstiller ham, Trøst vil han hverken søge eller tage imod, og et uovervindeligt Mismod tærer paa hans inderste Sjæl. Han føler sig, ikke som den Sten, der forkastedes af Bygningsarbejderne, og som blev en Hovedhjørnesten, men han føler sig som en Pille, bestemt til at bære Bygningen, men som befandtes brøstfældig og svag og blev forkastet af den øverste Bygherre. Saadan var sikkert den Sindsstemning, der beherskede den syge Læge, skønt han med uendelig iSjælsstyrke ßpgtc at undgaa, at hans Omgivelser 23