tryllede Bjerg Rastekais, om Rensdyret med de gyldne Horn og om den frygtelige Fjeldkonge Hiisi. Da Drengen blev saa stor, at han kunde gaa frit om paa Gaarden, havde Karlene og de andre Folk ikke noget imod, at han var hos dem, mens de arbejdede. De puffede ikke til ham som til andre smaa Børn, fordi han var i Vejen for dem og sinkede dem, tværtimod. Da hans Fader næsten aldrig viste sig blandt sine Arbejdere, behandlede de straks fra Begyndelsen af Drengen som en lille Husbond. Mølleren tog godt imod ham i sin Mølle, Smeden i sin Smedje, Karlen i sin Stald, Fæsteren i sin Lade. Han red Heste i Marken, kørte paa Hølæs, og øvede sig i at bruge Plejl og Økse. Alt hvad der foregik paa Gaarden interesserede den lille i højeste Grad, og Folkene, som mærkede det, begyndte i al Godmodighed at titulere ham Forvalteren. Det syntes han godt om, men endnu stoltere blev han en Efteraarsaften, da Fiskerne, der fangede Helt i Elven, udnævnte ham til „Garnkonge". Thi lige fra han var ganske lille satte han alt hvad der hørte til det ædle Fiskeri langt højere end at bjerge Hø eller lægge Kartofler. I det hele taget var Kuddnäs en herlig Jordbund for Børn at vokse i. Der var ingen Stadsstuer, hvortil Børnene ikke havde Adgang, men de havde Lov at gaa ud og ind i alle de seks Værelser i Stueetagen ligesom i de to Gavlværelser ovenpaa. Bedst havde de det dog vist paa det store Loft, hvor de kunde tumle og støje, som de vilde, 2$