lege Skjul, holde Dukkebrylluper og spille Komedie. Deroppe var der mørke Spøgelsekroge, som man ikke kunde komme i Nærheden af uden Angst og Gysen, men det havde vel ogsaa sin Tillokkelse. Og ude i det fri var der heller ingen Mangel paa Legepladser. Der var den aabne Gaardsplads, hvor de legede Enke og spillede Bold om Sommeren og om Vinteren gravede Gange og byggede Snehuse. Der var Haven med Jordbær og Stikkelsbær. Der var den høje Himmelbakke, som de om Vinteren kælkede ned af i svimlende Fart. Der var fremfor alt Lappo Elven* og den overgik alle de andre Legepladser. Det bedste ved Elven var jo, at den var saa afvekslende og levende. Den var baade ond og god. Den bar Drengens Barkskibe og Ærtebælg-baade om Sommeren; om Efteraaret kunde den give halvtreds til tresindstyve Helt i en eneste Dræt; om Vinteren lagde den sig som et blankt Gulv at løbe paa Skøjter paa; men om Foraaret var det forbi med Blidheden. Det var sagtens, fordi den var bleven utaalmodig af at ligge for længe bunden under et Istæppe. Den hørte maaske, at det dryppede fra Tagene, og at Stærene fløjtede, og forstod, at Foraaret var kommet, skønt den selv endnu laa glemt i Vinterens Vold. Naar den endelig slåp løs, var den ikke god at nappes med. Den styrtede skummende og fossende afsted, brød Broer af, tog smaa Høskure med sig og steg truende over sine Bredder. Og naar den saadan rasede, var Drengen helt ude af sig selv af Henryk- 27