for sit Barn, Det cr jo let at forstaa, at en Maiid, hvis egen glimrende Løbebane pludselig er bleven afbrudt, maa se paa en ung Søn paa en helt anden Maade end en Fader, der selv staar midt i en Virksomhed. For den nedbrudte Mand paa Kuddnäs blev Udviklingen af den unge Sjæl hans Livs Hovedinteresse. „Du skal blive det, jeg ikke blev," tænkte han sikkert, naar han saa paa ham. „Du skal naa det, jeg ikke naaede." Det var ham, der skaffede udmærkede Huslærere til Kuddnäs: først Brodersønnen Frans Michael og senere Student Blank fra Vasa. Det var ham, der lagde Planen for Undervisningen i Por-thansk Aand, ikke efter gammeldags Slendrian, men levende og anskuelig. Men paa samme Tid lærte han Sønnen det ypperste af alt: selv at arbejde paa sin Udvikling. Det blev ham tidlig klart, at der i Drengen boede en hungrende Sjæl, der uafviselig krævede at mættes. Han vakte hans Iagttagelsesevne ved at vænne ham til at føre Dagbog og gøre Optegnelser. Han udviklede derved hans Evne til Opmærksomhed, gjorde ham til Samler ikke alene af Insekter og Fugleæg, men af Erfaringer, Naturindtryk, Smaabegivenheder, Indfald, af Indholdet af Bøger, kort sagt af alt hvad Livet gav. Vel var de første Forsøg meget barnlige og enkle, men Begyndelsen var gjort, Sæden saaet. Ved dette Arbejde med Sønnen fik Faderen selv en stor Trøst uden at han fra først af havde gjort sig det klart. Hans egen Sjæl blev revet ud af den Sløvhed, som Ulykken havde voldt. Han var 37