og Zachris paa hans udmærkede, højt elskede Moppe, der skulde køre omkap. Josua kørte først, men Moppe var hurtigere end den anden Kælke. Den indhentede Flink midt paa Bakken, netop hvor denne slog en slem Bugt tæt ved en stejl Skrænt. Moppe kørte lige ind paa sin Modstander, og Flink og Josua styrtede ned i Kløften. Flinks Meder knækkede, Josua selv brækkede en Arm og forvred en Fod. Men han var en god Kammerat, han gjorde ikke Zachris nogen Bebrejdelser, men undskyldte ham og roste Kælken Moppe, at den havde-kunnet indhente Flink. Dette var jo slemt nok, men da Zachris fortalte Faderen Begivenheden, blev det værre endnu. „Flink ligger nu med knækkede Meder," sagde Faderen. „Hvor skal Josua faa en ny Kælke fra?" Det begyndte at arbejde i Drengen, for han forstod nok, hvor Faderen vilde hen. Men Moppe var hans Stolthed, hans Kærlighed, hans alt. Det var Moppes Skyld, at han følte sig alle andre Drenge overlegen. Der opstod en haard Kamp, men da der var gaaet tre Dage, fik Josua Kælken til Trøst, som han laa der med sin brækkede Arm. Men da dette skete, blev Faderen saa glad, at han fik Taarer i Øjnene. Nu behøvede han ikke at ængste sig for sin Søns Fremtid. Han saa, at hans livlige, fantasifulde, højt begavede Barn vilde blive en god Mand, der skulde bære sit Navn med Ære, nu da det viste sig, at han formaaede at overvinde sig selv. Han kom til at føie større og større Interesse 36