Favne i Omkreds, og paa den var der Kostald, Stald, Lader, Badstue og et Par Stolpeboder, men ikke andet Beboelseshus end Porthusene. Det er klart, at Døtrene boede i Huset nord for Porten, hvor de havde Kramboden, og den gamle Michael har altsaa opholdt sig i Huset mod Syd, rimeligvis i den Stue, der havde Vinduer til Gaden. Det vilde være fornøjeligt at tænke sig, at han havde malet Væggene i sin simple Bolig fulde af Engle, Apostle og skønne Paradis-Landskaber, men det er ogsaa muligt, at det ikke kunde falde ham ind at ofre Farve og Arbejde paa sin egen Fornøjelse. Een Ting ved man, at jo ældre han blev, desto mere nærværende blev de kære, himmelske Skikkelser for hans indre Syn, og dette gjorde vel Hjemmet mere skønt og straalende, end nogen Malers Pensel havde formaaet. Endnu i Sommeren 1820 arbejdede den gamle Mand i en af sine Kirker i Österbotten og var saa rask, at man skulde tro, han kunde blive mindst hundrede Aar. Men en Dag i December Maaned det følgende Aar sendte han Bud efter sine Sønner, Calle og Gustaf, sine Døtre, Brita Cajsa, Greta og Lisette og efter Gustafs Hustru, Marie Calamnius, Søster til Doktorens Kone i Nykarle-by. Da de alle var samlede, meddelte han dem sin nær forestaaende Bortgang ved et Slagtilfælde. De tilstedeværende, der saa ham helt paaklædt og i Besiddelse a f sin fulde Sundhed og sin fulde Forstand, havde ondt ved at fæste Lid hertil, men næppe havde den gamle budt dem alle kærlig Farvel, læst nogle Bønner og begyndt at synge en 40