Salme, før han blev ramt af et Slagtilfælde, der berøvede ham Mælet og lammede hans venstre Side. Han levede endnu i ti Dage, men den otteogtyvende December om Morgenen saa Gustaf Top-pelius, der laa i Stuen ved Siden af Faderens, at Lyset stille gik ud. I det samme hørte han en raabe inde fra Sygeværelset: „Herre Gud, hvad gaar der af Lysene ?" Tre Lys var gaaet ud paa samme Tid, og inden de blev tændt paa ny, var den gamles Sjæl gledet ind i den lange Hvile. Samtidig med at den gamle Michael forkyndte sine Sønner og Døtre sin snarlige Bortgang, havde han ogsaa formanet dem til med Taal-modighed at bære en stor Ulykke, der snart skulde ramme dem. Og det varede heller ikke længe, før denne Forudsigelse gik i Opfyldelse. Fem Maaneder efter hans Død, i Maj 1822, blev hele Uleåborg By, der paa den Tid talte henved fem tusend Indbyggere og var Landets tredjestørste By, lagt i Aske af en forfærdelig Ildsvaade. Kirken og Klokketaarnet var omtrent det første, der brændte, men Ilden ødelagde ogsaa Raadhuset, Hospitalet, Fattighuset, Præstegaarden, Skolen og Rektorboligen for ikke at tale om alle de Bygninger, der var i privat Eje. Det gamle Toppeliuske Hus brændte ogsaa ned til Grunden, men blev forøvrigt ligesom hele Byen bygget op igen i forbavsende kort Tid. Doktor, eller rettere sagt Professor, Gustaf Toppelius — for ved sin Afrejse til Finland havde han af den svenske Konge faaet en Professortitel — byggede 41'