skulde være i Huset hos sin Farbroder, Professor Gustaf Toppelius. Det er virkelig ikke uden en Følelse af Vemod man tænker paa alle disse smaa Drenge fra Landet, der rives ud af deres friske og naturlige Liv paa Gaarden derhjemme for at sendes til Byen til Skoletvang og Hjemløshed. Man kan let forestille sig, hvor smaa og hjælpeløse de maa føie sig, hvor forsagt de maa se paa deres Kammerater, fordi disse saa godt ved, hvordao de skal opføre sig, mens de selv føler sig ængstelige og forlegne, og Jivordan de om Aftenen ligger og tænker paa Hjemmet og tæller Dagene til Juleferien eller Sommerferien. Sligt er naturligvis gavnligt og hærdende, men det er vist og sandt, at de smaa Stakler ofte har Trængsler at gennemgaa, som voksne Mennesker ikke kunde udholde. Hvad nu angaar den lille Zachris Topelius fra Kuddnäs, saa havde han som sædvanlig bedre Kaar end de fleste andre. Han havde ikke behøvet at skilles fra Hjemmet i den første Barndom, men lige til han var fyldt elleve Aar havde han sin Skolestue i det sydlige Gavlværelse med Faderen selv til Rektor, den rare Hr. Blank til Lærer og sin Søster Sophie og sine Søskendebørn, Li-théns, til Skolekammerater. Da han gjorde sin første Rejse til Skolen, sad hans Moder selv hos ham i Slæden og fulgte ham helt til Uleåborg, hvor hun efterlod ham hos hans Slægtninge, der fra første Stund modtog ham med Kærlighed. Og hvad Skolen angaar, saa havde han faaet lagt saa i 43