at tænke paa, at man kedede sig. Og naar man aldrig en eneste Time kunde blive Latinen kvit, men maatte læse latinsk Grammatik paa Latin, og græsk Grammatik paa Latin og Benzelii Theologi paa Latin foruden de latinske Autores selv, saa maatte det ganske simpelt bæres med Mod og Standhaftighed. Og fremfor alt maatte man være Spartaner i Omgangen med Kammeraterne. Alle de Snebolde og Puf, som den ny Dreng maatte døje, fordi han blev mistænkt for at være en „Pigedreng", var det bedst at tage imod med stolt Foragt. Man maatte holde Taarerne tilbage, bide Tænderne sammen og slaa igen saa godt man kunde. Man maatte finde sig i at blive kaldt „Tuppen", og man maatte vænne sig til at føre et kækt og mandfolkeagtigt Sprog og ikke sky en Ed nu og da. Ligeledes maatte man give Afkald paa det liflige og styrkende der er ved at have en jævnaldrende Ven og fortrolig. Kammeraterne var raske og muntre og rare Drenge; de klarede sig glimrende i Kampene med Gadedrengene og ved Boldspillet den første Maj. De kunde storme og forsvare en Snefæstning som virkelige Helte, men ingen af dem var som Alexander Lithén, saa man kunde lægge sin Arm om hans Skulder og betro ham sine inderste Tanker. Og som det var med Drengene, var det ogsaa med Pigerne. Farbroderen og Mosteren tog ham undertiden med paa Baller og i Selskaber. Men der var ingen Piger her som dem i Nykarleby, ikke saa ligefremme og fornøjelige, ikke en ene- 46