ste, der kunde nævnes i samme Aandedrag som Mathilda Lithén. Nej, han var henvist til at passe sig selv, at gaa sin egen Gang og vise Verden et glad Ansigt. Hans Fader havde jo nok villet lære ham dette, men han havde næppe kunnet hærde ham saadan, som han blev heroppe. Det er ikke godt at vide, hvordan han skulde være kommet igennem det altsammen, dersom han ikke havde haft Fastrene og Bøgerne. Naar han gik tværs igennem Professorens Hus og derefter over en beplantet Gaard, saa var han ovre hos de to gamle Fastre. Og de var jævne og rare, og i deres tre smaa Stuer var der altid saa mærkelig trygt og hjemligt, at han helt glemte at lægge Baand paa sig og „være artigu, men blev barnlig og munter og varm om Hjertet og overgiven, som det var hans Natur at være. Her bagte de dejlige Klatkager til ham, her fik han Lov at koge Sirupsslik, og de fortalte ham Historier. De fortalte om hans Oldefar og hans Farfar og om hans egen Fader, hvordan han var, da han var ung. Og Faster Greta havde været i Besøg hos Slægtninge i Stockholm i det begivenhedsrige Aar 1792 og havde været med paa den skæbnesvangre Operamaskerade den 16. Marts og kunde aldrig blive træt af at fortælle om det. Her nede hos Fastrene var jo desuden det bedste og vigtigste i hele Uleåborg, her var Lejebib-lioteket. Man kan tænke sig, at han kastede sig over det allerede den første Dag han kom, og derefter læ- 47