nøjeligere, men det kunde han ogsaa nok overvinde sig til. Men give Afkald paa at læse hele Fastrenes Bibliotek igennem, det kunde han ikke' Det vilde ikke have været at overvinde sig selv, det vilde have været at ødelægge sig selv, og det var da ikke Meningen. Han sled sig saa igennem Uleåborg Skole i Løbet af tre og et halvt Aar. Ved Sommerferietid Aar 1832 gik han ud af Forberedelsesskolens sidste Klasse, og da der ikke var noget Gymnasium, havde han ikke mere at gøre i den By. Lidt efter lidt havde han vænnet sig baade til Skolen og til det fremmede Hus. Der var meget i Uleåborg, foruden Fastrenes Hjem og deres Bibliotek, der var blevet ham kært, men Besøgene i Hjemmet havde dog hele Tiden været det bedste af det hele. De tredive, eller nøje regnet, de otte og tyve Mil, der skilte Uleåborg fra Nykarleby, havde han nu kørt tolv Gange, saa han havde lært det ensformige österbottniske Kystlandskab godt at kende. Vejen frembød ikke megen Afveksling eller Adspredelse, men hvilken Glæde var det ikke, naar han endelig var naaet saa vidt, at han kunde se Kuddnäs fra Vejen, hvilken Glæde at køre op ad Alléen, at springe af Vognen foran Hoveddøren og sige Goddag til sin Moder og Søster Sophie og saa skynde sig ind til sin Fader og kysse ham paa Haanden, bagefter ud i Køkkenet som en susende Vind og svinge Brita og Stina og Anna Lena rundt, saa gøre sin Runde i Stald og 52