Han efterlod sig et Brev til Sønnen, hvori han, uden at tale om sig selv, havde nedskrevet en Mængde Raad og Lærdomme, der skulde hjælpe ham at vandre Livets Vej med Besindighed og Visdom. Og som om han var bange for, at han endnu ikke havde gjort nok, havde han ogsaa skrevet til Broderen og bedt ham være hans Søn en Hjælper og Raadgiver. Taalmodig og hengiven i sin Skæbne som han havde levet, gik han Døden i Møde. Han sov hen den 23. Januar 1831 og blev begravet under almindelig Sorg og stor Deltagelse. Det viste sig nu, hvor stærkt et Indtryk hans haarde Skæbne havde gjort paa mange Mennesker. Der herskede den samme Sorg ved hans Kiste, som om han havde naaet at gøre Menneskene alt det gode, der havde været hans Agt og hans Ønske. Med Taarer læste man den Indskrift, der var anbragt paa Kisten: Skønt segnende under egne Byrder, var du dog altid, lige til din sidste Stund, de trængendes kærlige Hjælper. Held dig! Fred med dit Støv! Da Ligtoget gik ned gennem Kirken, hændte der noget, der blev betragtet som et Jærtegn. En af de Sølvstjerner, der var strøet over Kistens Tæppe, løsnede sig, faldt til Jorden og blev taget op af Sønnen. Hele Menigheden ansaa dette for et Varsel om, at Sønnen skulde blive Faderen lig 55