i Kundskaber og Virkelyst, og at han skulde dø ligesaa elsket og agtet som han. Og fristes man i Virkeligheden ikke til at tro, at Fremtidens Genius, rørt af Menneskenes Sorg og Taarer, har villet løfte Sløret for noget af det, som de kommende Aar skulde bringe, idet den viste dem, at dette brudte Liv havde fuldført en stor Opgave. Havde det staaet i dens Magt, da havde den sikkerlig gerne ridset endnu en Indskrift paa Kistens Sølvplade: Held dig! Mens du tilsyneladende sad magtesløs i dit Sygeværelse, forberedte du Opdagelsen af det finske Folks store Old-tidsdigtning. Og den Søn, som voksed* op ved dine Fødder og som til Livets Kamp du hærdende udrusted', til en ny stor Sagasamler er han udset, til de nye Tiders Sangerkonge. Men Fremtidens Genius havde ingen Griffel at skrive med. Han efterlod blot et svagt og dunkelt Tegn, til at tyde eller mistyde for Menneskene, som de kunde bedst.