Runeberg var nygift, bosat i Helsingfors og havde en lille Stilling som Amanuensis i Konsistoriet, som han umulig kunde leve af, og Frans Michael havde hørt, at han havde i Sinde at hjælpe paa sine Affærer ved at tage imod Kostgængere og give Privattimer. Dette var jo som skabt for Zachris, og efter Samraad med Moderen og Farbroderen blev Be-slutningen taget. Fætteren paatog sig alle Forhandlinger, og det blev afgjort, at Zachris skulde bo hos Runebergs, til han havde faaet sin Studentereksamen, og betale femhundrede Rigsdaler om Aaret for Bolig, Mad, Lys, Varme, Rengøring og Undervisning. Det blev anset for en betydelig Sum, men gik alt efter Beregning, vilde det blive billigere end at ligge tre Aar i Åbo. I Efteraaret 1832 gjorde Zachris, fjorten Aar gammel, sin første Rejse til Helsingfors. Lang havde Vejen været til Uleåborg, men hvad var det at regne imod den halvtredsindstyve Mil lange Rejse ind til Hovedstaden? Og nu gik Turen ikke blot over det flade, aabne Kystland; nu skulde han igennem Tavastlands øde Skovegne, hvor man paastod, at der endnu fandtes Røverhuler i Fjeldkløfterne. Med den Verdenserfaring, han i saa rigt Maal havde hentet fra sine kære Romaner, væbnede han sig med et Par Pistoler og sad med Hanen spændt, mens Vejen gik gennem den mørkeste Skov. I Gæstgivergaardene lagde han sig ikke til Ro, før han havde kigget under Sengen og bag Kakkelovnen, saa han kunde være sikker paa, at ingen finsk Rinaldo Rinaldino var skjult i Stuen. 58